Børn med etnisk minoritetsbaggrund vil helst bare være ganske almindelige børn, og de ønsker, at omverdenen ser på dem som almindelige børn. Men i mødet med institutioner som folkeskolen skal der ofte kun lidt til, før de opfattes som et problem.

Man fødes ikke som »perker«, men man kan utrolig hurtigt blive det.

Det har Kathrine Vitus Andersen skrevet om i en ph.d.-afhandling »Problembørn, pædagoger og perkere«.

Hun har besøgt Baglandet, som hun kalder den institution i Københavnsområdet, hvor hendes studier foregik i syv måneder. En kriminalitetsforebyggende institution, hvor 20-25 børn mødes om eftermiddagen. Her hænger de ud, taler med hinanden og pædagogerne, der prøver at hjælpe med at løse deres problemer. De unge spiller lidt spil, tager på ture og møder op for at få mad og kontakt.

I Baglandet mødte hun blandt andre Hassan, der er en kvik og velformulerende dreng på 14 år. Han er født i Danmark af kurdiske forældre fra Tyrkiet. Han passer sin skole og spiller fodbold i klub.

Kathrine Andersen mødte Hassan, da han begynder i Baglandet. Hun oplever en lidt genert og høflig dreng, der er almindelig klædt i dynejakke og cowboybukser. Men efter et halvt år, hvor han også har skiftet skole, ser han helt anderledes ud med bagvendt kasket, street-smart ageren og ludende gangart, og han taler nu »perker-dansk«.

Hassan mister sit netværk

Hassans forvandling begyndte i skolen, hvor man oplever, at han og hans venner bliver mere larmende. De virker skræmmende på andre børn med deres indbyrdes slåskampe, og kammeratgruppen får efterhånden status af at være en bande. Skolen vil have dem splittet til flere skoler i området, og Hassan bliver desuden visiteret til Baglandet.

På et møde på socialkontoret forklarer en af Baglandets pædagoger senere, hvad han mener, at der er sket. Hassan har mistet sit netværk og sin identitet, fordi man splittede gruppen og efterlod ham uden de venner, han er vokset op sammen med. Til gengæld har hans nye kammerater i institutionen fået ham ud i nye problemer og i en dårlig selvopfattelse.

»Opbevaring, sortering og normalisering af børnene i Baglandet sker med henblik på at finde løsninger og iværksætte foranstaltninger, der fører børnene ud af Baglandet. Men ofte sker det ( ...), at børnene i realiteten bliver fastholdt i systemet som klienter«, skriver Kathrine Vitus Andersen i sin afhandling.

»Hassan oplever selv pludselig at blive set som et andet menneske. Som en ballademager. Dét, at han er kvik, bruges imod ham. Som at han forstår at tale for sig. Han bliver såkaldt 'perker' i sin egen selvforståelse, opfører sig sådan og bliver set på som én, der kan blive en kriminel indvandrer«, siger hun. Alene det, at han er henvist til Baglandet, er med til at stemple ham.

»Perkeren er en af de identiteter, drenge i Baglandet identificerer sig med, og i deres forståelse er 'perkeren' betegnelsen for den kriminelle indvandrerunge, som så ofte er i fokus i medierne - altså et negativt billede«.

»Egentlig er det jo en god intention, at børnene skal have et sted at være, men det er samtidig en udelukkelse fra andre steder«, siger Kathrine Andersen.

»Det er inkluderende og ekskluderende på samme tid, hvilket jeg tror er et generelt træk i vores velfærdssamfund. Man får sig en sagsbehandler, og så er man i systemet. Det tror jeg, man bør reflektere mere over. Man bør rette større fokus på resurserne hos børnene i stedet for på problemerne«.

Hun taler for, at man samarbejder med institutioner som Baglandet, så systemet ikke lukker sig om sig selv.

Skolens berøringsangst

Kathrine Andersen mener, at skolen spiller en meget central rolle her, for det er den, der udpeger de børn, der skal henvises til Baglandet. Et af Hassans problemer var, at han ikke fungerede sammen med sin klasselærer. De havde en åben konflikt, og læreren døbte ham »kongen og hans ryttere« - et øgenavn, alle på skolen derefter kalder gruppen.

»Nogle af lærerne havde berøringsangst over for børnene. Derfor skubbede de dem hen et sted, hvor de mente, at man bedre kunne tage sig af dem. Det ser for mig ud, som om skolerne mangler redskaber til at fastholde et positivt blik på disse børn«.

Hun tror, at det hele kommer til at virke selvforstærkende. At Hassan og hans indvandrervenner sender andre signaler end danske børn. De går måske i større kammeratgrupper og opfattes derfor som en bande. »Et af skolens problemer er, at den er mere mystificeret over de børn, end andre institutioner er«.

Et no-life sted

Hassan bliver ved med at klare sig godt i skolen. Da han kom til Baglandet, kaldte han institutionen et »no-life sted for perkere« og fortæller, at han vil prøve at holde sig væk.

»Han siger, at han har sagt til lærerne, at det ikke nytter at sende ham ned til nogle, der er kriminelle eller er ved at blive det. Det sagde lærerne ikke noget til. 'Men de vidste, at jeg havde ret', siger han til mig«.

Da Kathrine Andersen mødte Hassan sidste gang, er det til et møde, hvor der sidder syv voksne over for ham. »Det er som en mur. Selv siger han, at man skulle tro, han havde begået et mord. Men så siger både en pædagog og et familiemedlem, at de jo netop er samlet om ham, for at han ikke skal begå et mord. Det er godt nok en dyster forventning at præsentere for drengen«.

Kommunal skraldespand

Der er flere andre unge og andre historier, men Hassans vender ofte tilbage til Kathrine Andersen. Han finder nye kammerater, sådan som man ønskede. Han finder bare ikke dem, man ønskede.

»Hvorfor tager man så ikke i Baglandet fat i lysten til at spille fodbold? Hvorfor finder man ikke en sej voksen mand, der kan noget med en bold, til de af drengene, der kan lide fodbold?« spørger hun.

Ligesom hun i Baglandet spurgte, hvor de problemfyldte danske drenge var henne? De var i hvert fald ikke dér. Kathrine Andersen oplevede en presset hverdag i Baglandet, hvor pædagogerne risikerer selv at blive fanget i håbløshed. Hun mener, at institutionen er god for nogle børn, der har brug for et sted, de kan komme hver dag, men det kræver samtidig, at systemet og de almindelige institutioner ser mere kritisk på, hvordan de bruger stedet. Som det er nu, fungerer stedet som en form for kommunal skraldespand for de børn og problemer, som man ikke tør give sig i kast med andre steder.

Pædagogerne i Baglandet har inviteret forskeren ud til konferencer og møder med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og kommuner, fordi de selv ønsker at få spejlet det arbejde, de gør, og for at diskutere det. Pædagogerne føler sig som buffere i systemet mellem forældre på den ene side og skolen og socialforvaltningen på den anden.

Det tværinstitutionelle samarbejde omkring børnene i institutionen er i princippet godt, men det skal forvaltes bedre, mener forskeren. Ofte er der til møderne kun fokus på problemer, mens der ikke tales meget om det, der fungerer, hvor barnets muligheder er, og hvordan man kan handle. I stedet cirkulerer problemerne blot mellem de forskellige systemprofessionelle.

Baglandet er defineret som institution for foreningsløse børn og unge. At være foreningsløs står for systemet som et faresignal. Men faktisk er omkring halvdelen af børnene engagerede i foreningsliv.

Børnenes kompetencer

Kathrine Andersen sætter et fotoprojekt i gang i Baglandet. Hun giver børnene et engangskamera og beder dem om at fotografere deres hverdag.

Pædagogerne fortæller hende, at det kan de her børn ikke. Og det vil de garanteret ikke. Men de både kunne og ville.

»Der kom gode billeder ud af det. De efterlignede, hvordan fjernsyn og andre medier bruger billeder. De tog billeder af normal-delene i deres liv - det almindelige liv. Det har de lyst til at tale om, og det er aldrig det, de taler om«, fortæller hun.

Det var netop for at få et større indblik i deres liv og hverdag ud over Baglandet, at hun gav børnene et kamera, og så fordi flere af dem ikke er så verbalt stærke.

»Jeg hørte, at indvandrerbørn ikke kan lege, men de leger på billederne, og de leger med kameraet. Deres familier kommer på banen, og det hele holder op med at være så firkantet, som det ellers lyder. Deres verden blev større«.

»Man kunne altså godt igangsætte aktiviteter i Baglandet. At fotografere er næppe den eneste kompetence, disse børn har. Men det mest nedslående ved fotoprojektet var at mærke de voksnes mangel på forventninger. Det er virkelig galt, når man opgiver at forvente noget af de børn, man ellers ønsker at udvikle. Det er måske i virkeligheden det værste ved ikke at blive betragtet som et almindeligt barn«, siger Kathrine Vitus Andersen.

»Problembørn, pædagoger og perkere« er udgivet på akf-forlaget, www.akf.dk

»Vi er børnenes bagland. Vi lytter til børnene, og vi gør deres problemer synlige. Men først og fremmest handler det om at give børnene omsorg og tryghed. Vi kan jo se det sjove eller det søde eller guldklumperne. Selv om det ligger langt nede på bunden, ikke« Pædagog i Baglandet