»Du skal ikke kun være god til det, du laver i dag - du skal også være god til det, du skal lave i morgen« - HK-reklame

Da jeg en morgen steg på toget for at tage på arbejde, lå MetroXpress og flød på sæderne med overskriften »Haarder rystet over lærere«. Så griber man uvilkårligt avisen for at se, hvad det nu handler om. Det viste sig, at Haarder var indigneret over lærernes valg af efteruddannelse, fordi undersøgelser har vist, at lærere foretrækker efteruddannelse i kreative og pædagogiske fag frem for dansk, matematik og engelsk. Artiklen inspirerede mig til indholdet i denne kommentar, hvor jeg vil diskutere muligheder og problemer omkring diplomuddannelser til lærerne. Problemet er efter min mening, at for få lærere læser diplomuddannelser. Hvis en større andel gjorde, så ville matematik, dansk og engelsk også blive valgt i et større omfang.

HK lover at hjælpe sine medlemmer med efteruddannelse. Men tænker DLF også i disse baner? DLF vil selvfølgelig gerne sikre, at medlemmerne ikke misbruges eller arbejder gratis, og dette gælder naturligvis også for efteruddannelse. DLF's udgangspunkt har dog været, at efteruddannelse primært er i arbejdsgivernes interesse. Derfor skal det også finansieres af arbejdsgiverne.

Men hvilke interesser og incitamenter har lærerne og skolelederne (som arbejdsgivere) i diplomuddannelser? Som skoleleder kan man vægre sig ved at investere de mange penge i diplomuddannelser til lærerne, eftersom lærerne muligvis benytter de opnåede kompetencer til at søge nye græsgange - skulle efteruddannelsesmidlerne så hellere være opdelt i mange små kurser til mange lærere? På den anden side bidrager lærerne med nye ideer og inspiration til skolen, så længe studiet står på og frem til det tidspunkt, hvor de eventuelt forlader skolen til fordel for et andet job - altså minimum en gevinst for skolens liv i den pågældende periode.

Lærernes incitament for at læse en diplomuddannelse knytter sig til deres store interesse i at holde sig fagligt ajour og ambitioner om at blive bedre til jobbet. Modargumentet er selvfølgelig, at man sagtens kan holde sig ajour ved hjælp af korterevarende kurser. Korte kurser er også gode nok, i det omfang det ikke økonomisk er muligt at give alle lærere en diplomuddannelse. Men korte kurser er ikke tilstrækkelige til at sikre udvikling af lærernes faglige niveau og kompetencer gennem et helt lærerliv. Derfor er det vigtigt, at flere lærere læser diplomuddannelser, og at skolen belønner lærere, der anvender de kompetencer, de har opnået gennem en diplomuddannelse, med Ny Løn.

Men nu kommer vi så til den pragmatiske side af sagen, nemlig finansieringen af diplomuddannelserne. Der er mange modeller, men typisk betaler arbejdsgiverne for uddannelserne, mens de studerende selv bidrager med tid til studier og forberedelse. Men vil DLF støtte, at lærerne læser diplomuddannelse ud fra disse præmisser, eller vil man stille krav om, at arbejdsgiverne også skal betale for den tid, der bruges til uddannelsen?

Hvor går grænsen mellem arbejdsgivernes inter­esser i lærernes efteruddannelse og lærernes egen interesse i efteruddannelse og løbende opkvalificering? Og hvilken rolle har fagforeningen i denne diskussion?

Der findes ikke resurser i skolevæsenet til at finansiere både uddannelse og medgået tid til lærernes diplomuddannelser. Hvis det skal finde sted, så vil kun et meget lille antal lærere få tildelt denne mulighed. Det vil være til stor skade for skolen, men i lige så høj grad til skade for lærerne og deres mulighed for at holde sig attraktive på et arbejdsmarked, der er i stadig udvikling.

Det er meget usandsynligt, at de økonomiske vilkår, der gælder for lærernes deltagelse i korte efteruddannelseskurser, vil kunne overføres til diplomuddannelser. Men i lyset af lærernes egen interesse i at være en attraktiv arbejdskraft kan det være svært at se løsningen på dette dilemma. Hvordan undgår man, at lærerne ikke ender med en oplevelse af, at DLF har sejret ad helvede til, fordi den ud fra bedste overbevisning forsøgte at skåne lærerne mod »gratis« arbejde.