Anmeldelse

Sort passager - Schwarzfahrer

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette materiale knytter sig til filmen "Schwarzfahrer", som de fleste tysklærere nok kender. Det er meget inspirerende og omhandler et tema, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt.

Det er tænkt som tværfagligt materiale til brug i 9. og 10. klasse i fagene dansk og tysk. Det påtænkte undervisningsforløb skal strække sig over 15-16 lektioner, ligeligt fordelt på tysk og dansk. Tanken er rigtig god, problemet er, at ikke alle elever har tysk. Men planlægger man forløbet, så man afslutter delene hver for sig, går det sikkert. Og materialet er også opbygget sådan, at det kan anvendes til tysk eller dansk alene, da sammenhængen ligger i det indholdsmæssige. Målet er at give eleverne kendskab til fordomme, og hvor disse optræder. Ligeledes skal eleverne få kendskab til at arbejde med kortfilm som fiktion. De skal få kendskab til og gøre brug af forskellige fiktive genrer og kunne anvende viden tværfagligt. Eleverne skal udvide deres ordforråd på både dansk og tysk, så de kan argumentere om fordomme og racisme.

Materialet består af en elevbog, en lærervejledning og en cd. Filmen "Schwarzfahrer" er ikke inkluderet, men kan købes på www.dfi.dk eller bestilles på amtscentralen. Lærervejledningen er delt op til dansk og tysk med forskellige opgaver, desuden er der kopiark til brug i undervisningen. Den er nem at forstå og guider én let gennem det tænkte forløb. Elevbogen er ligeledes med både danske og tyske tekster og fremstår meget indbydende. Bare det, at den er i farver, gør underværker.

Cd'en indeholder en tysk sang, et interviev og to tekster fortalt og sunget på tysk. Teksterne er talt på et tysk, der er relativt let at forstå, især den sidste, "Alptraum", giver efter min mening mulighed for at bruge en del ekstra tysktimer, hvis man får lyst.