Anmeldelse

Nødhjælp

- at leve uden mor og far

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen indgår i forlagets serie "Tema", der med sine forskelligartede titler præsenterer faglige emner til brug for læsning på mellemtrinnet. Vi møder bedstemor, en gammel kone, syge Dina og hendes børneflok, unge enker og talrige forældreløse børn. Det sker gennem Florence, der i en firehjulstrækker rejser gennem en del af Uganda.

I løbet af bogens første halvdel går det op for læseren, at Florence må være en lokal nødhjælpsarbejder, der tager rundt på besøg for at rådgive de fattige. Ledsaget af mange fotos, små tekstbokse og ordforklaringer hører vi om forskellige skæbner, om dagligdagen, skolegang, dyrkning, elendighed og om hjælpearbejde i bushen.

Først når vi kommer til sidste halvdel af bogen, får vi endelig forklaringen på de kummerlige forhold, nemlig at landet er ramt af aids. De følgende afsnit forklarer om sygdommens årsager, smitteveje og behandlingsmuligheder, og der fortælles om bistandsarbejder i landet. Til slut behandles mere almene problemer, tiltag og fakta om landet Uganda som helhed, og der henvises til danske organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Børn i Afrika, hvor der på deres hjemmesider kan hentes yderligere stof.

Bogens opbygning og indholdsmængde på ganske lidt plads vil for mange elever virke forvirrende og uoverskueligt, og det kræver, at man som underviser får den ellers spændende beretning sat ind i rette rammer, for at selvlæsning ikke skal ende med for mange uafklarede spørgsmål. Så efter min vurdering er bogen ikke umiddelbart blot til individuel, faglig læsning, men bør indgå i et nøjere tilrettelagt undervisningsforløb om aidsproblematik og bistand.

Powered by Labrador CMS