Anmeldelse

Ønsketræet

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anslaget i romanen er fortælleren, som kommer meget udmattet til en landsby. Som hans navn antyder, kan han den sjældne kunst at fortælle, og det gør han. Han fortæller så medrivende, at hovedpersonen Odén føler sig kaldet til selv at tage af sted.

Fortælleren er også blind. Det har han ikke altid været, så selv der gemmer der sig en historie. Fortælleren har tidligere levet en tilværelse, hvor alt var til rådighed. Fortælleren havde det hele, men kunne ikke få nok. Han ville også eje en ganske bestemt juvel, og det blev skæbnesvangert for ham.

Odén bliver så begejstret for fortællerens historie, at han selv tager af sted. Denne rejse er fyldt med mange overraskelser, forelskelser og dyrekøbte erfaringer. Målet for Odéns rejse er Maya-bjerget. På sin rejse oplever Odén meget, og han bliver også uddannet af Ces til bedre at klare udfordringerne - eller livet om man vil. Læretiden består i at mestre bueskydning, flora, at spille fløjte, at læse og skrive.

Som det så ofte sker i livet, har man et mål, men undervejs ændrer målet sig i takt med ens udvikling. Denne udvikling gennemløber Odén også. Målet ændrer sig, så det pludselig bliver kærligheden, der er målet. At få den pige, som man har forelsket sig i, er heller ikke let. Der er også forhindringer, men jeg afslører ikke for meget ved at sige, at bogen ender, som bøger i denne genre skal ende - godt, og med en hovedperson, der har udviklet sig gennem romanen.

Netop denne udvikling gør romanen værd at læse. Guni Martin har virkelig sprogligt formået at udfolde sig på de 228 sider, som hun har haft til rådighed. Handlingen skrider godt fremad, og det er spændende læsning for elever, for hvem denne genre er den bedste læsning. Bogen kan læses af elever fra 5. klasse og kan varmt anbefales, ikke mindst på grund af de gode illustrationer, som man kan drømme sig lidt væk i.