Folkeskolens leder:

Kvælningsdød

10. klasse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er masser af kvaliteter i 10. klasse, fortæller elever og tidligere elever. - Bevar 10. klasse, siger erhvervsskolelederne, det er der, de usikre unge finder ud af at vælge uddannelse. - Behold 10. klasse, ellers bliver frafaldet på ungdomsuddannelserne endnu større, advarer landets to største fagforbund, 3F og HK.

- Ja, det får katastrofale følger, hvis I nedlægger 10. klasse, har rasende Venstre-folk fortalt regeringen. Undervisningsministeren har været tydeligt irriteret - både i medierne og på Venstres landsmøde - og det har skinnet igennem, at han nærmest opfatter de kritiske partifæller som landsbytosser. Fordi de formaster sig til at protestere mod øjeblikkelig henrettelse af 10. klasse - og mod den langsomme kvælningsdød, som er regeringens alternative politik.

- Vi nedlægger 10. klasse, det er nødvendigt, har undervisningsministeren svaret.

- Nej, det gør vi alligevel ikke - helt, har han også svaret. - Der skal kun 5.000 færre elever i 10. klasse om året, og vi hjælper de bogligt svage med en »målrettet ungdomsklasse«.

- Til gengæld skal de stærke i landet så se at få fingeren ud og næsen i bogen, har ministeren så bagefter mumlet. Bare med lidt andre ord.

Den faktuelle sandhed om truslerne finder man hos finansministeren, som satser på at hente 1,6 milliarder kroner fra 10. klasse. Andelen af unge, der går i 10. klasse, skal reduceres fra 51 procent af en årgang til 30 procent i den nye ungdomsklasse. Og regeringens politiske udspil mod tosserne er at gøre kvælningen af 10. klasse til en detalje i en stor velfærdsaftale, så Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kan sluge ødelæggelsen som en natlig detalje i et stort velfærdsforlig.

Det må ikke ske. 10. klasses kvaliteter bør tværtimod fastholdes og udvikles. Derfor samler forældre og lærere nu underskrifter. »Der er brug for et mangfoldigt tilbud, når 10. klasse skal bidrage til, at flere unge får en ungdomsuddannelse«, lyder argumentationen. Deltag på www.styrk10klasse.dk

-th

Powered by Labrador CMS