Stat og kommuner stiller for tiden større krav til danske folkeskolelæreres kompetencer i evaluering - lærerne skal stå for kvalitetssikring. Kravene kan underbygges med resultaterne fra en rapport udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut:

»Lærernes valg af evalueringsredskab er typisk begrundet enten i krav ovenfra eller i tilfældighed - for eksempel at en kollega har kendskab til et bestemt redskab - snarere end i overvejelser om, hvilket redskab der egner sig bedst til at evaluere en bestemt elevgruppes udbytte af et bestemt fag eller forløb«, står der i rapporten »Løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen«.

En af kronjuvelerne i folkeskoleloven er paragraf 13. Den handler netop om evaluering - og her er elevens almene og faglige udbytte af undervisningen i fokus. Paradoksalt nok er der kun en svag sammenhæng mellem kravene om at arbejde med evaluering i læreruddannelsens linjefag og de krav, der stilles til de samme nye lærere, når de skal udføre evalueringsopgaver i forhold til elevernes udbytte af fagene i folkeskolen.

Mangel på sammenhæng er vel næppe en dyd, så det ser ud til, at bekendtgørelsesarbejdet med den gældende læreruddannelse mere har været præget af tilfældigheder (!) eller hastværk end af bevidste overvejelser?

Hvori består tilfældighederne? Ja, kort fortalt stiller paragraf 13 og bemærkningerne til paragraffen flere aspekter på evaluering frem. I bemærkningerne fremhæves, at der på »alle klassetrin som en integreret del af undervisningen løbende foretages en alsidig evaluering af elevernes udbytte af undervisningen«. Formålet hermed er »at informere lærere, elever og forældre om, i hvilket omfang undervisningen har givet det forventede resultat, og på hvilken måde den videre undervisning skal planlægges og gennemføres«.

Videre: »Evalueringen danner grundlag for vejledning af den enkelte elev og er nødvendig for tilrettelæggelse og sikring af tilstrækkelig undervisningsdifferentiering. En evaluering med dette sigte kan gennemføres på flere forskellige måder, for eksempel gennem prøver, spørgeskemaer, iagttagelser og samtaler«.

Bemærkningen slutter med en fordring om at inddrage eleven. »Evalueringen bør i videst muligt omfang finde sted under elevens aktive medvirken«.

I læreruddannelsen er der, ud over de pædagogiske fag, 18 linjefag. Går man de forskellige linjefags målformuleringer og centrale kundskabs- og færdighedsområder igennem, så tegner der sig et flimrende billede.

I otte fag er der en nogenlunde klar sammenhæng mellem det, de studerende møder på læreruddannelsen i forhold til evalueringsopgaverne i folkeskolen. I de resterende ti fag er der kun en svag sammenhæng eller slet ingen sammenhæng! I faget historie findes begrebet evaluering ikke! For stort set samtlige linjefag i læreruddannelsen gælder det, at folkeskolelovens intentioner om elevens aktive medvirken i evaluering ikke kan læses ud af fagenes mål eller de centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF).

Samlet set er der i over halvdelen af læreruddannelsens linjefag ikke et skarpt blik på evaluering. Her taler vi kun om det statslige niveau (mål og CKF), vi har jo ikke kendskab til, hvordan der faktisk undervises i evaluering på seminarierne. Men vi rejser en begrundet mistanke om, at linjefagsundervisningen lægger for lidt vægt på at forberede de studerende til evalueringsarbejdet. Det kan man selvsagt ikke bebrejde de respektive undervisere. Ministeriet meldte ikke så klart ud i 1997.

Nu foreligger der et lovforslag til ændring af læreruddannelsen, og et bekendtgørelsesarbejde bør benytte lejligheden til at formulere mere samstemt politik vedrørende evaluering af elevens almene og faglige udvikling. Hvad forstår vi ved at kvalitetssikre undervisning? Det kræver tid og tanke for studerende at trænge ind i denne problemstilling. Samarbejdet mellem de pædagogiske fag og linjefagene om evaluering bliver en krumtap, og her skal perspektivet til folkeskolens paragraf 13 være tydeligt.