Folkeskolens leder:

Kreativitet smitter

Vidensamfund.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kreativitet smitter. Hvis man arbejder kreativt med billedkunst, drama og dans, virker det positivt ind på andre områder. Kunstneriske aktiviteter giver bedre læseresultater og - i mindre grad - også bedre resultater i matematik. Det fremgår af rapporten »The WowFactor«, som den australske forsker Anne Bamford har udarbejdet til Unesco. I sidste uge afleverede hun endnu en rapport, »The ildsjæl in the classroom«. Modtageren var denne gang undervisningsminister Bertel Haarder, og afsenderen var Kunstrådet, som har bestilt Anne Bamford til at se nærmere på den danske folkeskole.

Sammenligninger af Pisa-undersøgelsernes resultater viser, at »rig kulturel kapital« giver størst sandsynlighed for succes i skolen. Derfor ser Anne Bamford meget kritisk på den danske folkeskole, hvor manglende »kunstfag« - særligt på de ældste klassetrin - er et stort problem. For elever i skolesystemer med vidtspændende kunstneriske tilbud klarer sig bedst i matematik, læsning og naturfag. Anne Bamford vurderer, at folkeskolens alt for snævre fagtilbud og lave prioritering af kreativt arbejde er en del af forklaringen på, at Danmark bliver middelmådigt placeret i Pisa. Og vi ved det jo godt. Ligesom der skal meget mere end hård fysisk træning til for at få muskler til at vokse, skal der også andet end ensidig satsning på bøger til for at blive klog. Og ligesom ensidig træning af musklerne kan skade, kan forkert eller mangelfuld undervisning i musik, drama og billedkunst også skade. Derfor peger Anne Bamford på et massivt behov for efteruddannelse af lærerne.

Bertel Haarder modtager rapporten med begejstring og lover en opfølgning. Men det virker som læbebekendelser, for hans svar bliver meget kreativt, når han konfronteres med det faktum, at de musiske fag nedprioriteres i læreruddannelsen. Vi kompenserer ved at stramme optagelseskravene, siger han.

Testen af hans politik kan være at se efter, hvor mange ekstra millioner til musisk efteruddannelse opfølgningsplanen indeholder.

-th