0   122

Skolen for livet

Danske børn har Pisa-rekord i at være glade for at gå i skole. Man skal imidlertid ikke have megen indsigt i skolens historie eller have læst mange erindringssamlinger for at vide, at sådan har det ikke altid været. Lad gå at smerte og ydmygelser slår op fra siderne i en antologi som »Det sorte i skolen«, hvis bidragydere er udvalgt af redaktøren Georg Metz efter »det udtrykkelige kriterium, at deres skoletid har været overvejende ulykkelig .«. Men at det også er tilfældet i en anden antologi om »Min bedste lærer«, som er udgivet med det stik modsatte formål, kan undre. Nogle af bidragyderne kan faktisk slet ikke huske noget fra skolen - eller vælger helt at lade være med at tænke tilbage herpå - og fortæller i stedet om mennesker, de har mødt på livets vej, som på én eller anden måde har gjort en forskel. Det er meningsløsheden, de mange timer, man har siddet på bænken år ud og år ind, som huskes. Det får følgeskab af en erkendelse af, at man kun stod det igennem, fordi man skulle. Betydning og mening blev først klart, når man var blevet voksen.

Det er godt nok overvejende erindringer af lidt ældre dato. Fra en tid, som ofte går under betegnelsen den sorte skole - men alligevel. 1950'erne og 1960'erne var heller ikke specielt lyse tider, hvis man skal tro Dorthe Sondrup Andersens angstfyldte erindringer om en skole, som tog livet af børnene, hvor orden og regler var i højsædet, lussingerne sad løst, salmevers skulle - ligesom flodernes navne - læres udenad, og gode venner blev skilt i boglige og ikke-boglige efter 5. klasse.

Artiklen fortsætter under banneret

Men noget må have ændret sig, spørgsmålet er hvornår og hvorfor. Jeg har det privilegium for tiden at interviewe en række personer, som startede i folkeskolen i 1968. Det år, ungdommen løb af med verden. Og selvom senere kritikere især har hæftet sig ved, hvordan ungdomsoprøret udviklede sig til politisk sekterisme, tyder meget på, at 1968 var et skelsættende år i forhold til folkeskolen. Ingen husker folkeskolen med samme angstblandede følelser som de ældre generationer. Ikke at alting var lige godt, og mobning var da bestemt ikke et ukendt begreb, men stemningen var som med et trylleslag blevet anderledes. Unge lærere i islandske sweatere ville gerne dele deres viden og (samfunds)engagement med eleverne, verden åbnede sig i timerne, og børn og voksne kom hinanden ved. Selv lærere af den gamle skole huskes i dag positivt, fordi de stillede krav, og der var ro i deres timer.

Hvad var der sket? Tiderne havde ændret sig, kunne være et svar. Et andet at der var tale om en massiv udskiftning af lærerkorpset på stort set samme tid. Men lærere gør det ikke alene, der skal også børn og forældre til, og rundt omkring i de danske familier var der tale om nye tider. Ikke fordi datidens familier ikke var pressede, for det var de. I 1960'erne med at hægte sig på forbrugsræset, og i de krisefyldte 1970'ere med at undgå arbejdsløshedskøerne. Men de fik færre børn, fik mere tid og overskud, og der blev plads til forældremøder og klassefødselsdage. Det store spørgsmål er imidlertid, hvorfor det blev alment accepteret, at børn er børn og ikke små voksne, mens de går i skole. Det spørgsmål venter på et svar, som er væsentlig mere kompliceret end her antydet. Et svar, som blandt andet handler om industrisamfund, urbanisering, velfærdsstat og om fremkomsten af nye normer for det gode liv.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. ved Danmarks Pædagogiske Universitet


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet