Ny bestyrelse rydder op

Tidligere direktør for Lærerstandens Brandforsikring, Svend Emil Nielsen,mister det gyldne håndtryk og skal tilbagebetale cirka 550.000 kroner. Der bliver ogsårejst erstatningskrav mod tidligere næstformand for bestyrelsen, Jørgen Jensen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en generalforsamling, der vil blive husket i mange år, lød de sidste ord fra bestyrelsesformand Knud Erik Bang på Radisson SAS Scandinavia Hotel i København, hvor Lærerstandens Brandforsikring (LB) i sidste uge afholdt generalforsamling.

Ikke fordi der var specielt meget uro og ballade, men fordi der blev taget en mængde beslutninger, omkring 25 i alt, på grundlag af den advokatundersøgelse, som LB selv havde sat i værk i december 2005, da selskabet kom ud i en mediestorm, som skandaliserede det ellers så succesfulde forsikringsselskab.

Hårdest gik det ud over den tidligere direktør, Svend Emil Nielsen, der måtte forlade sin post hin december. Nu bliver også det gyldne håndtryk taget fra ham.

»Bestyrelsen har besluttet at ophæve Svend Emil Nielsens ansættelsesaftale på grund af væsentlig misligholdelse, hvilket betyder, at den tillagte fratrædelsesgodtgørelse svarende til tre års løn og øvrige tillagte rettigheder ikke vil blive udbetalt«, som der i kringlet jurasprog står i redegørelsen.

Desuden kræver bestyrelsen, at Svend Emil Nielsen tilbagebetaler de cirka 550.000 kroner, som LB har betalt til vedligeholdelse og drift af det hus, som han købte af LB i 1998.

Politiet skal undersøge hushandel

Netop dette huskøb underkastes den kraftigste kritik i advokatundersøgelsen. Derfor har bestyrelsen nu »forelagt denne sag for politiet med anmodning om, at der foretages en vurdering af, hvorvidt personer involveret i transaktionen har begået strafbare forhold«, skriver bestyrelsen.

Udgangen kan blive, at Svend Emil Nielsen samt revisoren og medlemmerne af økonomiudvalget pålægges at betale en erstatning til LB.

Svend Emil Nielsen afviser anklagerne i en pressemeddelelse.

»Den mest alvorlige kritik, som rettes mod mig i advokatundersøgelsen - nemlig erhvervelsen af ejendommen på C.F. Richs Vej 44 fra Lærerstandens Brandforsikring (LB) - er baseret på forkerte og ufuldstændige oplysninger«, skriver han og fortsætter:

»Advokatundersøgelsen konkluderer, at jeg har opnået en økonomisk begunstigelse ved i begyndelsen af 1998 for 2.900.000 kroner at have overtaget ejendommen, som LB i 1994 købte for 2.850.000 kroner. Denne konklusion er helt uacceptabel, da den gennemsnitlige kvadratmeterpris for huse på Frederiksberg ifølge Realkreditrådet var højere i efteråret 1994, hvor LB købte huset, end i slutningen af 1997, hvor prisen for min overtagelse af huset blev fastsat«.

Svend Emil Nielsen solgte sidste år huset og flyttede i juli ind i en LB-lejlighed i Vester Voldgade. Men den skal han nu flytte ud af.

»Det er bestyrelsens opfattelse, at Svend Emil Nielsen i forbindelse med indgåelsen af lejekontrakten har tilsidesat sine pligter i henhold til den finansielle lovgivning, og at lejekontrakten derfor er ugyldig. Bestyrelsen har meddelt Svend Emil Nielsen, at han derfor har pligt til at fraflytte lejemålet«.

Begrundelsen er, at »ud af lejlighedens 300 kvadratmeter er de 100 kvadratmeter en erhvervsdel til brug for repræsentative formål, som der ikke betales husleje for. Dette er en begunstigelse af Svend Erik Nielsen, som er kritisabel«.

Desuden rejser bestyrelsen erstatningskrav mod Jørgen Jensen, der også bor i en LB-lejlighed, og som fratrådte som næstformand i december.

Ingen gratis bil til bestyrelsesformand

»Hvad angår Jørgen Jensens lejemål har bestyrelsen over for Jørgen Jensen rejst krav om erstatning for det tab, som LB har lidt ved, at lejen har været låst fast siden 2000, samt for, at 38 kvadratmeter er stillet til Jørgen Jensens disposition uden betaling af husleje«, skriver bestyrelsen.

Andre privilegier står også for fald. Bestyrelsen har for eksempel besluttet, at bestyrelsesformanden ikke længere skal have fri bil og fri lejlighed, og at han og næstformanden ikke mere skal have frie rejser.

Men generalforsamlingen vil måske især blive husket for sit opgør med den hidtidig kultur i LB, af en delegeret kaldt »Stinus-ånden« og af en anden benævnt »enevælde«. Det magtfulde økonomiudvalg, der består af formand, næstformand og et enkelt bestyrelsesmedlem, bliver således nu nedlagt, og kompetencen overgår til bestyrelsen.

»Fremover vil alle beslutninger blive truffet af bestyrelsen«, slår bestyrelsen fast med begrundelsen: »I advokatundersøgelsen udtales kritik af, at en række beslutninger er truffet i økonomiudvalget, uden at bestyrelsen er blevet inddraget eller orienteret. Økonomiudvalget manglede et kommissorium, og det var derfor uklart for bestyrelsen, hvilken kompetence økonomiudvalget havde«.

Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens redegørelse og genvalgte Jørgen Stampe og Finn Jellingsø til bestyrelsen. Kirsten Petry blev valgt ind på bekostning af Johanne Sølvhøj. Knud Erik Bang blev genvalgt som formand, og Carsten Mørch-Pedersen er ny næstformand.

Økonomisk set var 2005 det bedste år i LB's 125-årige historie.