Anmeldelse

Principper og dialog

Sådan opnår skolebestyrelsen resultater

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Skolebestyrelsen er det sted, hvor repræsentanter for skolens interessenter mødes i dialog om skolens drift og udvikling".

Det er her, hvor "forældrenes vigtigste opgave er at udtrykke holdninger og forventninger til skolens arbejde - altså være værdibevidst".

Ovenstående synspunkter er fra denne anderledes og forfriskende introduktion til skolebestyrelsesarbejdet.

Bogen beskriver de mere formelle roller og kompetencer, men giver også fine bud på, hvordan en skolebestyrelse gennem dialogen kan få positiv indflydelse på arbejdet i skolen - på for eksempel kvalitetsarbejdet i forhold til undervisningen og skolefritidsordningen, på skolens udvikling, rummeligheden og forældreinvolveringen.

Skolebestyrelsens kompetencer sammenfattes i tre hovedområder. Den skal føre tilsyn med skolens virksomhed, den har beslutningskompetence vedrørende udviklingsplan, budget og ordensregler, og sidst, men ikke mindst, kan den påvirke skolen gennem udformning af principper for dele af skolens virksomhed.

Skolebestyrelsen kan sikre sig indflydelse på skolens udvikling ved for eksempel at "formulere overfaglige visioner for den skolevirkelighed, som den ønsker at udvikle over tid".

Skolebestyrelsens arbejde skal ske i respekt for de forskellige interessenters synspunkter og formelle opgaver, og det skal ske ved, at der holdes fokus på sagen, og ikke ved at man "går efter manden" - og så foregår skolebestyrelsens arbejde i møder.

Nye skolebestyrelser er netop trådt til, og der ligger fire år og venter.

Det vil være en god ide at tage det roligt og bruge god tid på at afklare forventningerne til arbejdet.

Her vil bogen være et rigtig godt afsæt - så den kan bestemt anbefales.