Der sidder en mand i Danmarks Radios afdeling i Århus. Han skærmtræner medarbejderne på en sådan måde, at de alle bliver ens. Jeg har studeret fænomenet et par år i tirsdagsudsendelsen »Hvad er det værd«. Der har været tre kvindelige studieværter, alle unge og nydelige, og de er konstant smilende. Lige meget hvad de taler om, eller hvem de taler med, så smiler de. Når de lytter, smiler de, når de taler, smiler de. De bevæger sig meget rundt, både i studiet og under optagelserne på slotte, herregårde og i private hjem, og udsendelserne begynder ofte med, at de kommer gående og slår hænderne ud, tænder for smilet og glimtvis præsenterer dagens program. De klæder sig ofte ud i tøj, der står til den historiske periode, der er i fokus, og så smiler de endnu mere. Når de interviewer folk, der får deres ting og sager vurderet, om deres erhvervelse, passer de meget på, at svarene ikke bliver for lange. Det hele er nøje indstuderet, og folk ved, hvad de bliver spurgt om. Eksperterne får heller ikke lov til at være lange i spyttet, der er én hovedperson, og det er en lang slank, smilende pige fra (Øst)jylland. Ikke noget københavneri her! Andre Århus-udsendelser, for eksempel de fjollede serier med Henrik Dahl (ikke sociologen) og udsendelsen »Hammerslag«, er tydeligvis indstuderet af den samme skærmtræner, eller hvad sådan én nu hedder.

Hvorfor står nu dette i Folkeskolens sprogspalte? Fordi faren lurer på enhver lærer, den fare, der består i, at man let kommer til at fremme en og samme væremåde hos alle elever. Her tales der ikke om disciplin, men om ubevidste mekanismer, der styrer vores adfærd. Vi skal lære eleverne at følges ad, men ikke at gå i takt, og vi skal respektere forskelligartetheden og den enkeltes udviklingsmuligheder. Hvis man skaber tro kopier eller fremelsker det samme hos eleverne, bliver vækstmulighederne mindre.

Og pigerne i Århus-studiet? Jo da, de er søde og professionelle, men Gud hvor er de gjort kedelige i al deres disciplinerede forudsigelighed.

Professor Higgins