Ugens hotte emne

De seneste uger har politikere kritiseret forholdene for asylbørn i Danmark. Umiddelbart afviser statsministeren og integrationsministeren at ændre væsentligt på forholdene

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sidst i marts besøgte medlemmerne af Folketingets integrationsudvalg danske asylcentre. Da de vendte hjem, kom både borgerlige politikere og oppositionspolitikere med en skarp kritik af forholdene på centrene.

Ordførerne fra Socialdemokraterne og De Radikale sendte et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj, hvori de blandt andet kræver, at ingen børn må bo mere end et halvt år i et asylcenter. Herefter skal børnene og deres familie have et tilbud om en almindelig bolig enten i tilknytning til et asylcenter eller i en kommune. Efter et halvt år skal børnene have mulighed for at komme i folkeskole.

Også Eyvind Vesselbo fra Venstre og De Konservatives integrationsordfører Henriette Kjær krævede, at forholdene for flygtninge på asylcentre bliver ændret.

»Forholdene på de danske asylcentre er rystende ringe og uværdige. Det kan vi ikke være bekendt at byde andre mennesker, og jeg vil derfor arbejde for at få forbedret forholdene hurtigst muligt«, sagde Henriette Kjær.

Hun er især bekymret for forholdene for børnene.

Ændringer afvises

Men da statsminister Anders Fogh vendte hjem fra ferie og holdt sit ugentlige pressemøde, var der ingen ændringer i sigte.

»Problemstillingen er ikke bare sort/hvid. Hvis man indfører den regel, at man kan slippe ud af situationen, hvis man længe nok modsætter sig hjemsending, så undergraver vi det regelsæt, vi har«, lød statsministerens ord i Danmarks Radios nyhedstime.

I folketingssalen blev der stillet mange spørgsmål om asylansøgere til integrationsminister Rikke Hvilshøj. Hun afviste ifølge nyhedsmedierne at sætte øvre grænser for, hvor længe asylansøgere må opholde sig i centre, men åbnede en lille mulighed for, at asylansøgernes vilkår på nogle af centrene kan ændres.

Uafhængig undersøgelse

Rikke Hvilshøj oplyste også, at kun fem børn har boet mere end fire år på danske asylcentre, men senere måtte hun trække tallene tilbage. I stedet lød tallet fra Udlændingestyrelsen på 220 børn, der har boet i asylcentre i mere end fire år.

Det fik De Radikale til at kræve, at asylcentre skal gennemgås af en uafhængig instans, og at resultatet skal være klar inden sommerferien.

»Ministeren famler tydeligvis i blinde, så nu må vi selv tage det på os at få forbedret forholdene. Derfor må vi have et præcist overblik over, hvor mange børn og familier der lever under hvilke forhold, hvor længe de har gjort det, samt hvilke sociale og sundhedsmæssige konsekvenser opholdet har for dem«, siger De Radikales integrationsordfører Morten Østergaard.

I slutningen af sidste uge holdt Rikke Hvilshøj møde med de to borgerlige kritikere.

Ifølge Henriette Kjær kom ministeren med et udspil, der forbedrer forholdene for børn på asylcentre.

Børnene skal sikres flere fritidsaktiviteter. De skal have mulighed for at deltage i lokale klubtilbud på lige fod med danske børn, og børnefamilier skal, så vidt det er muligt, tilbydes to værelser med en dør imellem.

»Jeg er godt tilfreds med de forbedringer, vi nu har aftalt. Det gør livet på centrene tålelige«, siger Henriette Kjær.

I december måned sidste år boede 678 børn mellem 0-17 år på et asylcenter. I februar måned i år var der 376 børn i den undervisningspligtige alder. Cirka ti procent af dem modtager undervisning i den almindelige folkeskole. Den gennemsnitlige opholdstid i et asylcenter er i perioden 1999-2005 steget fra 259 dage til 577 dage. Tallene dækker over, at nogle bor meget kort tid i centrene, mens andre bor der i årevis. Kilde: Udlændingestyrelsen