Til tonerne af trommemusik og afrikansk sang myldrer de sidste elever ind i lokalet. I halvmørket finder de en plads på stolerækkerne foran det elektroniske whiteboard, hvor der vises billeder af elefanter omgivet af grønne blade, danske børn på rundvisning og afrikanske børn med bøger og fodbolde. Da den sidste tromme har lydt, og billedserien er færdig, rejser lærer Birger Madsen sig.

»I er de sidste på Utterslev Skole, som endnu ikke har hørt noget om vores Ghana-tur«, siger han til eleverne fra skolens to 3.-klasser.

Syv elever fra 9. klasse på Sølvgades Skole i København er sammen med to lærere på besøg på Utterslev Skole i København for at fortælle om deres rejse til Ghana i november sidste år. »Ulandsoplysning fra børn til børn« kalder man projektet på Sølvgades Skole.

Projektet forpligter eleverne til at dele ud af deres erfaringer, og når de syv elever besøger andre københavnske skoler for at fortælle om rejsen, skiftes de til at holde oplæg.

Dagens besøg på Utterslev Skole er det sidste i rækken, og oplægget for skolens 3.-klasser er det sidste af dagens fire oplæg. Utterslev Skole bruger Ghana-oplægget som en introduktion til to temauger om børn i Afrika.

Lene Arildsen og Cecilie Andersen er oplægsholdere, og Utterslev-eleverne sidder helt fremme på stolene, mens de fortæller.

»Her er vi på et gammelt slavefort, og denne dør blev kaldt 'Gate of no return'«. Elmina Slavefort ligger helt ud til vandet, og når skibene, som transporterede slaverne over Atlanten, lagde til, blev slaverne lastet gennem denne port. »Når de gik ud ad den dør, kom de ikke tilbage igen«, fortæller Cecilie, og med en finger banker hun to gange på det elektroniske whiteboard, så de næste billeder kommer frem.

Billederne styrer showet

Pigerne gennemgår hurtigt, hvad de tre farver i det ghanesiske flag betyder. Rød for blodet, som det afrikanske folk har udgydt, gul for guldet i Ghana, grøn for træer og skove, og den sorte stjerne i midten repræsenterer det afrikanske folks frihed.

Næste billede.

»Her laver de fufu, som er lidt ligesom kartoffelmos, bare mere cremet. Jeg smagte det desværre ikke, men det var der nogle af drengene, der gjorde«, siger Cecilie.

»Og her er skolen. Der er ikke nogen vægge, så hvis det regner, kan de ikke komme i skole«, siger Lene og banker på skærmen, så billedserien fortsætter.

Cecilie fortæller videre:

»Og her er vi på shoppingtur. De er ikke vant til at se lyshårede piger, så vi var meget interessante. Derfor skulle vi gå rundt med vores guide Quami«.

Næste billede.

Når pigerne går lidt for hurtigt frem, stiller deres lærere Mette Møller Andersen og Birger Madsen spørgsmål for at få dem til at uddybe lidt mere.

Lene og Cecilie fortæller om, at regntiden næsten var ovre, da de var der, men at der nogle gange stadig kom kraftige regnskyl, og at det larmede så meget, når de store regndråber ramte det overdækkede halvtag, hvor de boede, at de ikke kunne sove. Og da det pludselig begyndte at regne på shoppingturen, blev de fuldstændig gennemblødte. »Det var som at gå i bad med tøj på«, siger Cecilie.

Eleverne fra Sølvgades Skole besøgte også en nationalpark på størrelse med Sjælland, hvor de blandt andet så elefanter, aber og antiloper. Og det lykkedes også eleverne at få en krokodille med på et af billederne, selvom de først opdagede den, da de kom hjem. Ligesom i »Crocodile Dundee«-filmene lå den roligt i vandet med øjnene tittende op, så eleverne havde slet ikke opdaget den, da de tog et billede af en elefant, som stod bag søen.

Dræbermyrer og malariamyg

Da eleverne fra 3. klasse får muligheden, stiller de et hav af spørgsmål. »Hvad er dræbermyrer?« »Skulle I stikkes, inden I tog af sted?« »Hvorfor måtte I ikke gå med kortærmede bluser?« »Hvad var det bedste ved turen?«

Dræbermyrer kravler op i snablen på elefanter og driver dem til vanvid, men de gør vist ikke mennesker noget, fortæller pigerne.

»Vi fik vaccine-stik, inden vi tog af sted, og så spiste vi malariapiller. Malariamyg er sådan nogle myg, som har en farlig sygdom, som smitter, når de stikker«, forklarer Lene.

Cecilie svarer også på spørgsmålene. »Vi var i deres land, så vi måtte respektere, at de ikke er vant til at se hvide og lyshårede med bare arme«.

»Det bedste var, at de sørger for deres gæster hele tiden, men tempoet er ikke så hurtigt som herhjemme. Det så vi for eksempel på restauranterne, hvor vi tit ventede længe på maden«, siger Cecilie.

Da elever og lærere fra Sølvgades Skole evaluerer dagens oplæg, minder Birger Madsen eleverne om, hvorfor det kan være svært at holde tempoet i oplæggene nede.

»I skal huske på, at det er fjerde gang i dag, vi ser billedserien og hører oplægget, men det er første gang for dem, der hører på«.

»Men jeg synes, hele dagen er gået rigtig godt, og det har været nogle gode fremlæggelser. Prøv at tænke på, hvor gode I har været til at få dem til at sidde stille og høre efter«.

Søren Juul Gade holdt oplæg tidligere på dagen og fortæller, at han er helt tryg ved at fremlægge foran en fremmed klasse.

»Jeg frygtede det lidt i starten, men det er ikke så svært. Vi skal bare fortælle om vores rejse, og billederne hjælper meget«.

»Det er svært at beskrive, hvad det mest anderledes var, for det var mange ting. For eksempel kunne man aldrig være i fred, der var altid mennesker rundt om én, men det var ikke irriterende, bare anderledes«.

Men billederne er ikke altid nok til at beskrive elevernes oplevelser.

»Noget af det, der er sværest at forklare, er, hvor fattige de er dernede. Accra, den by, hvor lufthavnen ligger, er dobbelt så stor som København, men da vi fløj derfra sent om aftenen, kunne vi se, at der kun var lige så meget lys, som der er i en landsby«.

»Vi skal være glade for, at vi er født i Danmark«, siger Søren, som mener, at det er noget af det vigtigste, han har lært af rejsen. Man bestemmer ikke selv, hvor man bliver født, og »vi har bare været heldige«.

Selvom det hele var meget anderledes, og det var svært at kommunikere, så var der i hvert fald én ting, som danskerne og ghaneserne var enige om. En god fodboldkamp er værd at bruge tid på. De fem danske drenge spillede tre kampe mod børnene i de to landsbyer, Apraponso og Bomba, de besøgte. »Vi tabte kampen mod pigerne i Bomba. De var godt nok gode«, konstaterer Søren.

Kampene blev spillet med de bolde, som danskerne havde haft med som sponsorgave til de to landsbyer.

»I Bomba troede børnene slet ikke, de måtte få boldene, så de blev rigtig glade, da de fandt ud af, at det var en gave. De troede, de bare måtte låne dem«, siger Søren.

De danske elever og lærere havde også penge med til bøger, tavler, skoleborde og -bænke til de to skoler i Apraponso og Bomba. De blev glade for tingene på skolerne i begge landsbyer, hvor den danske delegation blev mødt med stor gæstfrihed. Søren blev tilbudt at få en såkaldt grasscutter med hjem i flyet. Det er en gnaver, som lever, hvor der er meget græs.

»Den er så stor«, siger Søren, og på ægte fiskermanér måler han cirka 30 centimeter op mellem hænderne.

»Den ligner en mellemting mellem en rotte og en hamster, og de ville give mig den med levende. Det sagde jeg 'nej tak' til«.