Spændvidden i årstal skal tages med forbehold, for i litteraturen opstår ingenting på dato. Heldigvis rækker indledningen tilbage til årene før Første Verdenskrig for at fortælle om de strømninger i samfundet og kunsten, der fik forfatterne til at skrive på nye måder. Danmark var stadig overvejende et landbrugssamfund, men de fremadstormende digtere var holdt op med at beskrive bøgeskove og bondens antrit bag ploven.

Emil Bønnelycke skrev om lysreklamer og cykelpiger, Broby-Johansen om aborter, Hans Kirk om de undertrykte, og Tom Kristensen gik på druk. Og skrev om det, som bekendt. Men værket er ikke en simpel opsamling af skrøner og anekdoter, forfatterne sættes ind i deres tid og kædes sammen - hvem der dannede tidsskriftsredaktion med hvem, udfærdigede programskrifter sammen og mod hinanden, og hvordan deres værker blev modtaget. Alt sat i ramme af øvrige kulturelle og politiske strømninger.

De mest kendte får altid de længste historier, også her. Men sympatisk at man omtaler små, men gode forfatterskaber som Hulda Lütken, Tove Meyer og Bodil Bech. Og den herlige Storm P., som nok levede af sine underfundige dagbladstegninger og vagabondhistorier, men som også skrev en avantgardistisk ballet, der blev opført på Det Kongelige Teater. Ganske få gange, så var den pebet ud!

Ny historisk forskning om besættelsestiden har givet stof til revurdering af de såkaldte sabotørromaner - den nationale selvforståelse af perioden har ændret sig en del. Et kapitel behandler den modpol, der i mange år blev tiet ihjel: De forfattere, der havde lovprist nazismen, og som blev indklaget til forfatterforeningens såkaldte æresret.

Der er grund til at glæde sig, til de øvrige bind udkommer.