Anmeldelse

Overgange

- fra barn til voksen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er godt nyt til litteraturhistorieundervisningen i de ældste klasser! En ny bog tematiserer udvalgt nyere og ældre litteratur med temaet overgange. Det er overgangene fra barn til voksen, der belyses efter meget forskellige - og meget gode og velvalgte - tekster. En overgang er en krise, som regel en udviklingskrise, men kan i visse tilfælde også være en traumatisk krise, hvis der vel at mærke tiltræder voldsomme og ubehagelige hændelser til denne overgang. Når man er teenager, handler det om at gøre sig erfaringer på egen hånd, man skal turde vove sig ud i et voksenliv, der blandt andet består i, at man modnes, bliver bevidst om seksualitetens væsen og kæmper en kamp for at opnå en ny og egen identitet. Tekstsamlingen spænder tidsmæssigt fra middelalderens folkeviser og Bibelens ældste skabelses- og syndefaldsberetning og frem til nyere forfattere som blandt andre Naia Maria Aidt. Her møder vi tekster om at møde sig selv, møde en anden, møde andre, at komme igennem overgangen som et nybrud eller et sammenbrud, om at modnes til en anden verden og om ikke at ville være voksen. Hvordan har man det med kammerater, med forældre - og ikke mindst døden. Der er mange eksistentielle tekster, der er svære klassiske tekster, blandt andet gode uddrag fra J.P. Jacobsens "Fru Marie Grubbe", fra Jacob Paludans "Jørgen Stein", fra Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobereren" - og der er også et norsk bidrag, der meget flot er trykt i både en dansk og en norsk udgave. Men der er også andre moderne klassikere af blandt andre Cecil Bødker, Tove Ditlevsen, Anders Bodelsen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og H.C. Branner. Og så er der meget nye bidrag af Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen, Christina Hesselholdt, Camilla Christensen og Pia Tafdrup.

Det hele sat sammen af fortolkningsnøgler med korte omtaler fra de klassiske overgangsritualer og af psykologiske teorier af Freud og Jung. Efter hver tekst er der gode arbejdsspørgsmål, der sætter eleven til både selvstændigt og sammen med andre at arbejde sig godt ind i teksterne, og der er hele tiden henvisninger tilbage til nogle af foregående tekster, så det på den måde tydeliggøres, hvorfor de optræder i den samme tekstantologi. Bogen er lækker at se på, smuk layout, flotte og store farvebilleder fra billedkunstens ypperste kunstnere, og det hele er trykt på smukt glittet papir. Man får helt sikkert lyst til at læse i bogen, når man får den i hånden!