Så kom den 22. marts endelig. DLF havde tromlet sammen til stor demonstration. Nu skulle der markeres, så det kunne mærkes. Vi lærere skulle stå sammen og sende rystelser gennem hele samfundet. Efter arbejde. Bertel Haarder må endnu en gang have haft svært ved at skjule sin tilfredshed over lærernes bedste bud på et alvorligt slag i bordet i form af protestmøder efter skoletid. Vi lærere er jo et kultiveret og disciplineret folkefærd, og vi skulle jo nødigt vække for stor opsigt og måske værre endnu ødelægge DLF's helligste mantra - sikring af »den konstruktive dialog«. Derfor venter vi som ordentlige mennesker med at demonstrere vores utilfredshed til efter arbejde, så børn og forældre ikke risikerer at mærke vores utilfredshed over et på mange måder bekymrende skoleforlig. Men én ting er min beskedne holdning til DLF's håndtering af sagen. Hvad med Bertel? I Berlingske Tidende 23. marts understreger han, at forliget ikke vil blive ændret: »Den (protesten) ændrer ikke noget, for et meget bredt flertal i Folketinget med opbakning fra forældreorganisationer støtter det, der ligger«. Sådan. Jeg har efterlyst det tidligere og vil nu gøre det igen. Hvad vil man nu gøre fra DLF's side? Vil man endnu en gang acceptere den totale devaluering af lærerstandens faglige holdninger til forhold, der berører deres virke, og som man alt andet lige ville mene, de også havde en vis professionel forstand på, eller har man mod nok til for alvor at stå imod.

Forkortet af redaktionen