Debat

Stor forskel på brug af pædagoger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vel vidende at det er op til kommunernes forgodtbefindende at bestemme voksenresurserne i børnehaveklassen, kunne jeg alligevel godt tænke mig, at der blev foretaget en undersøgelse af, hvordan det ser ud i de forskellige kommuner. I mit barnebarns børnehaveklasse i Lyngby er der altid to uddannede på klassen. Andre steder er der én børnehaveklasseleder og i nogle timer yderligere tilknyttet en skolepædagog. Det varierer åbenbart meget fra kommune til kommune og fra skole til skole. I min egen klasse er der tilknyttet to skolepædagoger fra skolefritidsordningen ti ud af de 30 ugentlige timer til 17 børn. De seks af timerne er vi dobbeldækket. De sidste fire timer er pædagogen alene. Det kan være vanskeligt at etablere et kontinuerligt samarbejde med så få timer. Ligesom det kan være svært for pædagogen at føle tilhørsforhold og medansvar. Da den ene pædagog samtidig er skolefritidsordningsleder, betyder det, at hun er på mange kurser og til mange møder. Klassen udsættes i kraft heraf af for mange forskellige vikarer. Et andet problem er, at pædagogernes timer i børnehaveklassen må tilrettelægges efter deres timer i skolefritidsordningen. Dette betyder for mig at se, at der vil være store forskelle på, hvad vi kan tilbyde børnene i de forskellige børnehaveklasser. Eksempelvis vil børnene kunne blive bedre læsere, når man har tid til at sætte sig med det enkelte barn. En skole med mange krævende børn har naturligvis også større muligheder for at gøre noget for disse børn, hvis resurserne er i orden. Vi skal alle nå de samme mål, men forudsætningerne herfor er ikke lige. Lige muligheder giver ikke nødvendigvis lige resultater, men det kan være en fordel for et sammenligningsgrundlag. Var det ikke en opgave for DLF at undersøge, hvordan det ser ud med voksenresurserne rundt om i det danske skolevæsen? Samt bruge resultatet til at arbejde for at gøre tildelingen mere ensartet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS