Stadig totalt taknemmlige og begejstrede sidder vi og reflekterer over den helt fantastiske job-swop-tur, som vi var på i november 2005 i Sydafrika. Vi boede hos to forskellige familier, henholdsvis i Durban og i Mapumulo 150 kilometer nordvest for Durban, med gensidigt besøg og undervisning hos hinanden.

Vi er nu i fuld gang med at planlægge returbesøget fra vores partnere, som kommer efter påske i år. Men hvordan vil vi nogensinde kunne give vores nye kollegaer bare halvdelen af den særlige lykkefølelse, som vi blev fyldt af? Vi var noget helt specielt. Var hele tiden centrum og blev mødt af en fantastisk varme i alle sociale lag.

Tænk som modtagelse at blive blæst omkuld af 800 små og store skolebørns gjaldende, flerstemmige kor, fyldt med smuk klang og livsenergi. Og være centrum for de små uniformsklædte, sortkrusede børns intense velkomstbøn. Det er ganske simpelt for stort til, at man kan holde tårerne tilbage. De må ud, og jo mere de små uldhoveder og deres lærere fornemmer, at man nyder deres flerstemmige sang og de velsynkroniserede stammedanse, des mere intens bliver stemningen.

Idéen med job-swop er, at man i en periode deler job med en kollega i udlandet, og at den pågældende kollega så bagefter kommer til Danmark for at opleve, hvad det vil sige at være lærer her. Vi havde påtaget os at ville undervise på ti vidt forskellige skoler, rig som fattig, og var udstyret med diverse undervisningsmaterialer: overheads, videoer, musik, plakater, postkort, juleting, Dannebrog, diverse teenageting og sponsorgaver. Så kunne vores show begynde. Interessen var enorm. Antallet per klasse er cirka 47 elever, og da man fandt ud af, hvad vores del gik ud på, var der ingen grænser for, hvor mange klasser man kunne få stoppet ind i et auditorium/klasselokale, efter at man havde kæmpet med at få mørklagt det.

Sydafrika er kontrasternes land, men i højeste grad også kriminalitetens land. Uhyggeligt tæt fik vi det ind på livet i Durban, hvor den sorte tjenestepige Florence en tidlig morgen kom grædende på arbejde hos vores indiske familie. Hun var blevet bestjålet af nogle fra sin egen township. Selv hendes bankbog var blevet tømt for hver en klink, men heldigvis var hun uskadt. Hos denne værtsfamilie boede man bag tremmer, pigtråd og med en fæl blodhund i haven, fordi der også her havde været væbnet indbrud. Heldigvis slap familien med livet i behold, men intet under at vores værtsmoder Vanessa var lettere neurotisk, da vi var der. Der var mange ting, der var no, no, no, no. End ikke en lille tur kunne man gå alene. Det var uhyggeligt, men netop her kom kulturforskellene helt ind under huden på en.

Med egne øjne så vi et slumkvarter opført af blik, bølgeplader, papkasser, bræddestumper og andre tilfældigt forekommende materialer. Kilometer efter kilometer strakte de sig langs vejene uden el og indlagt vand. Det flød rent ud sagt med skidt og lort. Der var ganske vist spredte toiletter og skraldespande, men de blev ikke brugt. Fra disse områder kom mange af de elever, som vi underviste på nogle af de zuluskoler, som vi besøgte. Ofte manglede de en eller begge forældre.

Vores begejstring toppede, da vi i sidste uge modtog 20 fine e-mail fra vores nye pennevenneklasse i Durban. Tænk, at Vanessa har fået kæmpet sig frem til, at vores projekt er kommet op at stå. Der tager vi hatten af for hende. Hun har ingen computer i sit hjem, skolen har en computer, men ingen internetforbindelse. Men fire elever ud af 47 kommer fra hjem, hvor man har computer, og disse fire har været nok til, at Vanessa har kunnet få projektet gennemført, og vi er helt sikre på, at hun vil kæmpe for at beholde kontakten i fremtiden. Det giver status.

Vores fornemste opgave er fuldbyrdet - en ny kontakt til vores skole er blevet dannet, og der er mange spændende emner at tage fat på.