I syv år arbejdede Lone Dybdahl som børnehaveklasseleder på en skole i en lille vestjysk landsby. Hun trængte til udfordringer, og derfor begyndte hun at undersøge muligheden for at få et linjefag i musik. Men hendes studievejleder sagde, at tog hun blot et fag mere, kunne hun blive lærer.

»Jeg syntes, det lød godt. I syv år har jeg sendt børnehaveklasseeleverne videre. Det er hårdt, for man knytter sig til de små. Jeg syntes, det kunne være sjovt selv at følge med dem op«, siger Lone Dybdahl, der blev færdig som pædagog i 1997.

Da hun sidste sommer blev færdig med meritlæreruddannelsen, havde hun linjefag i musik og dansk, og med hendes baggrund var det ikke svært at få job.

»Men jeg begik en fejl. Jeg har altid haft 30 kilometer til arbejde. I stedet valgte jeg en skole, hvor jeg kunne cykle til arbejde. Men jeg satte mig ikke ind i, hvordan mine arbejdsforhold ville blive på skolen. Jeg stillede ingen krav til stillingen«.

Hun fik en klasselærerstilling i en 1. klasse og havde kristendom, gymnastik, billedkunst og musik med 100 forskellige børn.

»Jeg havde syv musiktimer om ugen, hvor de fleste lå på dagens sidste time. Jeg var ugens gæst i mange klasser. Med kun én time om ugen i en klasse er det svært at få det til at køre«.

Først omkring juletid lykkedes det for hende at lære alle navnene på børnene i klasserne.

Også mit eget ansvar

»Jeg har selv et stort ansvar for, at det gik, som det gik. Man hører meget om nyuddannede, der ikke klarer mosten, men jeg følte mig ikke ny«.

Lone Dybdahl ønsker hverken at hænge skolen eller kolleger ud. Hun vil gerne opfordre alle nye lærere til selv at tage ansvar og ikke bare søge en stilling ud fra stillingsannoncerne. De skal tjekke skolen grundigt og være parate til at stille krav, når de bliver ansat.

»Jeg undersøgte ikke, hvordan pauserne var sat sammen. Hvordan skolen var delt op i afdelinger. Det endte med, at hvis jeg skulle have sparring i frikvartererne, så skulle jeg op i rygerrummet. Skolen blev et ensomt sted for mig«.

»Jeg skulle have sagt fra og stillet krav. Syv musiktimer er for meget. Jeg skulle have krævet, at der maksimalt var fire eller fem. Jeg skulle have stillet krav om, at en ældre lærer kunne få lidt fri, så han kunne hjælpe mig i begyndelsen. Det er sin sag at bede erfarne lærere, der i forvejen er pressede, om at blive og hjælpe med forberedelsen«.

Konstant præstationspres

Lone Dybdahl blev overrasket over, hvor lidt lærerne samarbejder om de faglige udfordringer i skolen.

»Der er selvstyrende team, men det er praktisk samarbejde om eksempelvis vikardækning og næste uges planlægning. Der bliver ikke diskuteret ret meget pædagogik og menneskesyn. I pædagogernes verden handler det meget om det hele menneske. Man bliver uddannet til at bruge hinanden hele tiden. Lærerens verden handler om viden. Og den videregiver man alene bag en lukket dør. Men det betyder også, at en del lærere bliver udbrændte«.

Lone Dybdahl mener, at man i højere grad skal udvikle sig i samspil med kollegerne. Der skal være tid til at tage pædagogiske diskussioner.

»Men det sker kun, hvis der kommer fælles forberedelse på lærernes skemaer. Og det ville mange modsætte sig. Mange bliver jo lærere, fordi der netop er meget hjemmearbejde og fleksibilitet i lærerjobbet«.

Hun følte, at lærerjobbet krævede, at hun præsterede hele tiden. Hun skulle have teten i undervisningen. Hun skulle forberede sig alene, når eleverne gik hjem, og om aftenen skulle hun alene tage sig af forældrehenvendelser.

»Og samtidig er jeg jo pædagog, og jeg vil tage mig af det hele menneske. Lærerjobbet er opslidende. Jeg kunne mærke, jeg brændte mit lys i begge ender, og der begyndte at være mangel på stearin. Jeg vil ikke brænde ud ligesom dem, jeg ser rundt omkring. Det er der ingen grund til«, siger Lone Dybdahl, blot få dage efter at hun forlod lærerjobbet til fordel for et pædagogjob.

Svært valg for en vestjyde

Lone Dybdahl er opdraget til at færdiggøre det, hun er begyndt på. Hun er opdraget til at tage ansvar. Alligevel valgte hun at søge en stilling som hjemmevejleder i et bofællesskab for handicappede midt i skoleåret. Mens hun var børnehaveklasseleder, havde hun haft timer i bofællesskabet, og pludselig var der en fuldtidsstilling ledig.

»Men den dag jeg skulle til samtale, kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg syntes, jeg svigtede eleverne i min 1. klasse. Så jeg ringede og sagde, at jeg ikke kunne komme til samtalen. Men de ringede igen og sagde, at de syntes, jeg skulle komme, og så kunne vi måske finde ud af noget vikardækning, så jeg ikke følte, jeg svigtede«.

I juleferien ringede hun til en veninde, som arbejder med supervision, og fik hende til at give supervision på de problemer, hun befandt sig i.

»Så fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at forlade lærerjobbet. Hvis jeg ikke gjorde det, svigtede jeg mig selv«.

»Jeg kan ikke klare at være folkeskolelærer lige nu. Det er muligt, jeg bliver det senere. For jeg kan rigtig godt lide at undervise. Og jeg holder også rigtig meget af børnegruppen, men man kan ikke det hele«.

Lær af pædagogerne

Efter en meritlæreruddannelse og otte måneder i lærerfaget mener Lone Dybdahl, at mange af lærerjobbets problemer opstår på seminarierne.

»Seminarierne er skåret ind til benet. Det handler om viden. Men dialogen går fløjten. Der bliver ikke plads til dannelsesprocessen og til de praktiske erfaringer. Når vi øvede musik, var det med lidt sammenspil blandt seminarieeleverne. Men det er noget helt andet at stå i en klasse over for 24 elever«.

Hun mener, at lærerseminariet kunne lære meget af pædagogseminariet.

»På pædagogseminariet forventes det, at man bruger sig selv som menneske. Her er dannelsesprocessen hele tiden i spil. Derfor er vi også mere direkte, når det for eksempel gælder forældresamarbejde. En lærer skriver ofte en besked i kontaktbogen, hvis en elev har lavet ballade - en pædagog ringer med det samme til forældrene«.

Men samtidig vil hun gerne gøre opmærksom på, at der er mange dygtige lærere rundt omkring, der gør et stort stykke arbejde, selv om de får meget skældud og mangler respekt fra samfundet.

Hun mener, at politikerne skal passe på med ikke at udvande seminarierne i deres iver for at skabe nye lærere.

»Meritlæreruddannelse og netbaseret læreruddannelse kan være meget godt, hvis man skal have presset mange igennem på kort tid. Men det holder ikke, hvis man skal have en god læreruddannelse«.