Kejseren i moderne klæder

Skuespiller Flemming Jensen brændte igennem med sit budskab i Randers

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flemming Jensen træder ind på scenen med en hvid kop og et glas vand i hænderne. Han hælder vandet over i koppen, stiller det tomme glas hen på talerstolen og lægger hovedet på skrå. Uden at spilde en dråbe tømmer han koppen ned i øret. Øjeblikket efter sprutter vandet ud af hans mund.

»Jeg hørte Bertel Haarder sige på kongressen i DLF, at lærerne så spøgelser, når de frygtede, at de obligatoriske test skulle bruges til sammenligning af skolerne. Derfor er det magtpåliggende for mig at vise, at man også kan hælde vand ind ad øret«, siger skuespilleren og høster begejstring hos de 300 lærere, der er mødt op på Værket i Randers i protest mod forliget om en ny folkeskolelov.

Flemming Jensen har selv en fortid som lærer og bryder sig heller ikke om udsigten til en ny lov om folkeskolen. Men en så drastisk ændring af dansk skolekultur, som forliget indebærer, er ikke enestående, forsikrer han fra scenen.

»Det store H.C. Andersen-show i Parken blev kritiseret sønder og sammen, fordi Tina Turner blev fløjet herover, så hun kunne mime til sin plade. Men det var en flot demonstration af kejserens nye klæder. Aldrig har vi brugt så mange resurser på noget, der ikke er der. Nu hedder det bare image«, siger Flemming Jensen og fortæller, at Nike i 2001 brugte seksten gange flere penge på at markedsføre sine sko i Vesteuropa, end det kostede firmaet at fremstille sko til hele verden.

»Vi arbejder os målrettet hen mod det substansløse samfund, og her passer det perfekt med en skole, hvor der bliver lagt mere vægt på test end på det, der skal testes«.

Flemming Jensen er hyret til at optræde for lærerne i Randers, men han står inde for de synspunkter, han leverer fra scenen, fortæller han efter showet.

»Jeg er imod folkeskoleforliget, fordi det lægger så stor vægt på kontrol. Læreren er nøglepersonen i enhver undervisning. Derfor skal man hverken binde hans hænder eller spilde hans tid med at teste, om han er god nok«.