Jeg kan konstatere, at der er mere, der samler end splitter Stig Broström (Folkeskolen nummer 11) og undertegnede i vores opfat-telse af, at børnehaveklasselederne har været glade for med Faghæfte 25 at få børnehaveklassepædagogikken anerkendt som værende af høj faglig standard og dermed (omsider) at have fået arbejdet i børnehaveklassen legitimeret.

Stig Broströms formulering om, at hæftet indeholder »diffuse krav«, kan dække over vore begges opfattelse: at det både er for løst og for stramt at skulle arbejde efter, at »undervisningen skal lede frem mod, at børnene ved slutningen af børnehaveklassen har tilegnet sig viden og færdigheder, der sætter dem i stand til .«. Vi ved jo begge, at det ikke vil være muligt at stimulere børn på en sådan måde, at alle børn vil kunne nå det samme (diffuse) mål på den samme tid.

Børnehaveklassepædagogikkens særkende er netop, at vi i børnehaveklassen arbejder hen imod skolens fag og ikke med skolens fag. Vi underviser med dansk og ikke i dansk.

Jeg oplever, at læseudvalgets medlemmer sondrer på samme vis med deres definition på forskellen mellem forberedende læseundervisning og egentlig læseundervisning.

Jeg er ligesom Stig Broström også positiv over for evaluering som et væsentligt pædagogisk redskab, men jeg er imod, at evaluerbare mål bliver styrende for indholdet i pædagogikken i børnehaveklassen, frem for at indholdet bliver styrende for evalueringsmetoden.

Jeg vil overlade til læserne at gætte på, hvem der har flest informanter.

Folkeskolen betragter debatten mellem Lise Buhr og Stig Broström om dette emne som afsluttet.