0   119

Øgenavne er dem, man ikke kan lide at blive kaldt

Der var eksempler på mobbemønstre og gode råd til at bryde dem, da Lindegårdsskolen i Lyngby fik besøg af en antimobbekonsulent

Sune er den eneste i klassen, der ikke har nogen mobiltelefon. Hans forældre er ikke tilhængere af den slags, og de synes ikke, det er nødvendigt, at Sune har en. Daniel fra klassen har fundet ud af, at det er Sunes ømme punkt, så han begynder at sprede rygter om, at Sune kommer fra en fattig familie, og Daniel får hurtigt flere andre med på vognen. »Sune er en fattigrøv«, står der med store bogstaver på tavlen en dag, da han kommer ind i klassen. Sune bliver ked af det og taler med sin lærer. »Jeg synes, du skal få dig en mobiltelefon«, råder læreren ham, »så skal det nok gå over«. Så får Sune endelig sin mobiltelefon og deler sit nummer ud til alle fra klassen og glæder sig til at slippe for de andres dumme kommentarer. Kort efter at han kommer hjem fra skole, tikker den første sms ind, og Sune griber straks telefonen. Men beskeden er ikke så spændende, som han havde håbet. »Klamme bøsserøv«, står der. Så kommer der en mere, der er lige så ubehagelig som den første. Og en til og en til. Til sidst har Sune slet ikke lyst til at tjekke sine beskeder. Han sletter dem bare uden at læse.

Daniel har sørget for at koordinere det, så alle fra klassen sender lede beskeder til Sune i en lind strøm. Mobberiet gik altså ikke over, selvom han fik en mobiltelefon.

Artiklen fortsætter under banneret

Masser af kendte eksempler

Historien om Sune er stykket sammen af to teenagedrenges erfaringer med at blive mobbet over mobiltelefonen. Den udgør et eksempel på mobning, som antimobbekonsulent Dorthe Rasmussen kommer med, da hun holder oplæg for først 4.-5.-klasserne og bagefter 6.-7.-klasserne på Lindegårdsskolen i Lyngby. Ud over historien om Sune fortæller hun også om Oliver, hvis klassekammerater skriver løgnehistorier om ham i hans profil på nettet, om pigerne, som fniser, hver gang Mette, den nye pige i klassen, siger noget, og om Rikke Røv, der har opgivet at gøre noget for at slippe for sit øgenavn.

Eleverne fra 4.- og 5.-klasserne kender godt forskellen på øge- og kælenavne. Øgenavnene er dem, man ikke kan lide at blive kaldt, »så dem putter vi i skraldespanden«, siger Dorthe Rasmussen. Men nogle gange kan det være svært at gennemskue, om de andre kan lide at blive kaldt forskellige navne.

»Når nogen spørger Rikke, hvad hun egentlig synes om at blive kaldt Rikke Røv, så svarer hun 'Det er i orden', mens hun ser sådan her ud«, siger Dorthe Rasmussen og hæver skuldrene og lægger hovedet lidt på skrå. Mundvigene hænger ikke direkte nedad, men hun smiler helt sikkert heller ikke.

»Tror I, hun kan lide at blive kaldt Rikke Røv?« Sammen med Dorthe Rasmussen bliver eleverne enige om, at selvom Rikke siger, det er i orden, så fortæller hendes kropssprog, at det er det faktisk ikke. Efter lang tids mobning har Rikke det bare sådan, at selvom hun bliver ked af det, så er det lettere at gemme det inden i sig selv end at protestere.

Den vigtigste opgave på elevrådets liste

Lindegårdsskolen har en vision, der hedder »Vi skal alle gå til skolen med glæde«, og elevrådet gør sit for, at skolen lever op til den vision. Rådet står blandt andet for dagens mobbearrangement.

»Jeg ser det som elevrådets vigtigste opgave at sørge for, at vi får en fuldstændig mobbefri skole«, siger elevrådsformand Nikolaj Wrist Lam fra 7.a.

I 2003 gennemførte elevrådet en spørgeskemaundersøgelse for at finde ud af, hvor meget der bliver mobbet på Lindegårdsskolen. »Undersøgelsen viste, at det mest er på mellemtrinet, der bliver mobbet. De gør det, fordi de tror, der bliver mobbet meget i de større klasser, så eleverne på mellemtrinet vil være seje og imponere de større elever. Så nu sørger vi for, at nogle fra de ældste klasser fortæller dem, at der altså ikke bliver mobbet i overbygningen«, siger Nikolaj.

Kontaktlærer for elevrådet, Inge Jørgensen, mener ligesom elevrådsformanden, at skolen ligger langt under gennemsnittet, når det gælder omfanget af mobning, og det skyldes blandt andet, at den er en lille skole.

»På den måde er vi ret privilegerede. Alle kender alle«, siger Inge Jørgensen. Men hun understreger, at det også er, fordi skolen går meget aktivt ind i problemstillingen, som der hele tiden bliver sat fokus på fra både skoleledelsens, skolebestyrelsens og elevrådets side.

»Man skal have en synlig holdning til mobning og sige fra over for det. Man skal tage fat om nælden og sige, at det vil vi ikke finde os i«.

Lindegårdsskolen er med i et netværk af innovative skoler, så eleverne har rig mulighed for at bruge computere med undervisning for øje. Hverken Inge Jørgensen eller Nikolaj Wrist Lam har indtryk af, at eleverne misbruger adgangen til computerne og mobber hinanden over nettet.

»Eleverne bruger elevintraet meget. På den måde lærer de nettet at kende, så de ikke får deres debut på de større chat-sider. Vi har også diskuteret chat-etik i elevrådet«, siger Inge Jørgensen.

Når en smiley ikke er nok

Både dagens første og andet oplæg handler om de forskellige roller, der er i mobbemønstre. Der er både mobbere, ofre, medløbere og tilskuere, og alle kan gøre noget for at bryde mønsteret.

Oplægget for 6.- og 7.-klasserne handler ud over »almindelig« mobning også om chat- og sms-mobning. Mange af eleverne fra 6. og 7. på Lindegårdsskolen chatter, og cirka halvdelen rækker hånden op, da Dorthe Rasmussen spørger om, hvem der har en profil på nettet. Eleverne kan nævne mange gode ting ved at chatte. Man kan snakke med venner, som bor langt væk, det er billigere end telefonen, man kan lære nye mennesker at kende, og man kan lære noget af andre.

Men eleverne kan også komme i tanke om nogle negative sider ved kommunikationen over sms eller chat, som ikke er noget problem ved direkte face to face-kommunikation. Man er mere modig og tør sige, hvad man vil, man kan ikke høre og se hinanden og derfor ikke aflæse hinandens kropssprog og høre tonen i beskederne. Godt nok er der de velkendte smilies, som kan beskrive humør og tone, men de små glade, sure og fortvivlede ansigter er ikke altid tilstrækkelige.

»Det kan godt være, man bliver mere modig på en sms, men jeg synes også, man bliver mere kujon. Man tør trykke lidt mere på speederen, når man skriver de onde beskeder, for man kan ikke se det, når den anden bliver ked af det«, siger Dorthe Rasmussen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet