Debat

Fryns udhuler pensionen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har nævnt problemet før. For eksempel på sidste kongres og i »Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 3:

Den private sektors begejstrede brug af skattefri frynsegoder til skade for os fra den offentlige sektor.

Det ukendte antal milliarder af kroner, der bruges på området, indgår hverken i lønstatistikkerne eller i sammenligningerne mellem de offentlige og de private lønninger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Derfor bliver vores reguleringsprocent for lav, og vi skal samtidig betale de manglende skatteindtægter.

»Vi« er både aktive lærere og tjenestemandspensionister.

Selv skatteministeren, der er entusiastisk tilhænger af frynserne og mener, de gør samfundet rigere, har fattet, hvem der skal betale den manglende skat: »Jamen, det er korrekt, at det skal samfundet som helhed, altså resten af skatteyderne«.

Det er os, der er resten af skatteyderne.

Skatteministeren ser lyset i de skattefri frynser.

Finansministeren slår syv kors for sig og siger absolut nej til at få uvæsenet inden for egne døre: »Staten skal ikke drive skattespekulation mod sig selv«, siger han.

På spørgsmålet om det rimelige i, at de privatansatte frit kan spekulere i de skattefri goder, udtaler finansministeren: »Sådan er det bare«.

Ingen overvejelser om rimelighed eller om uligheder, der skabes.

Arbejdsgiveransvarlighed?

Vi statspensionister fik ved Overenskomst 05 en procent ud over den generelle lønstigning.

Reguleringsordningen har nu på et år snuppet 0,56 procent plus 0,54 procent fra os. Dermed er over en procent forsvundet, og jeg er sikker på, at de skattefri frynser er en del af grunden.

DLF's formål er blandt andet at varetage medlemmernes økonomiske interesser.

Har DLF en holdning til dette hastigt voksende uvæsen?

Hvad vil DLF gøre for at varetage sine medlemmers - såvel aktives som pensionisters - interesser i dette ulighedsskabende private projekt?

Svar

DLF har forsøgt at holde fanen højt i forhold til frynsegoder. For højt - vil nogle medlemmer nok mene. For du har jo helt ret i, at kombinationen af mange private frynsegoder og ingen i det offentlige reelt medfører en udhuling af reguleringsordningen. Vi kunne forsøge at indhente det tabte ved også at arbejde for frynsegoder i det offentlige. Det vil imidlertid ikke løse problemet for dig og andre nuværende (og kommende) tjenestemandspensionister. Sagt med andre ord: Der findes ingen enkel snuptagsløsning på dette problem.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF