Ordet flow popper med stigende hyppighed op i den pædagogiske debat. Så ofte, at man kan blive fristet til at opfatte det som et modebegreb, der i lighed med så mange andre nok skal poppe ned igen, efterhånden som lærerstanden får taget sig sammen til at genlæse "Kejserens nye klæder".

Men man bør ikke falde for fristelsen, for begrebet skal nok holde. Det dækker den tilstand, hvor et menneske kan være "fuldstændig opslugt af det, man laver, og [.] nyde det så meget, at man ikke har lyst til at lave noget som helst andet", for at citere en af de mange kendte og ukendte personer, den behageligt belæste ungarsk-amerikanske forsker med det umulige navn refererer (læg tryk på første stavelse, og udtal -ly som j, så kan det ikke gå helt galt). Bogen og dens mange eksempler er én lang opfordring til at finde livsglæde i hvilken som helst aktivitet, man beskæftiger sig med. Behageligt nok at læse, men indimellem er balancen lige ved at tippe over til livsstils- og selvhjælpslitteratur. Den videnskabelige troværdighed dokumenteres dog af en lang række undersøgelser, hvormed man har kortlagt folks humør og mentale tilstand, mens de udfører forskellige aktiviteter.

Indsigten i, hvad der skaber flow, åbner naturligvis et enormt pædagogisk potentiale. For det er i flow-tilstanden, elever og alle andre lærer mest, og derfor er det vitalt at kende forudsætningerne for, hvordan den kan fremkaldes. For eksempel menneskeligt fællesskab, understreger forfatteren; for selv om flow oftest forekommer, når man koncentrerer sig alene, er det en forudsætning, at man har samlet brikker til sin nye indsigt sammen med andre. Man havde nær sagt gennem gruppearbejde.