Gennem meget velskrevne artikler påvises det, at en radikalisering af begrebet "ansvar for egen læring" sammen med selvcentrerede pædagogikker er med til at udbrede terapeutiseringen af forholdet mellem ledelse og ansatte i moderne organisationer, hvor personlig udvikling er blevet en naturlig del af arbejdslivet; og at dette forplanter sig nedad i vore skoler, hvor den såkaldte "frelserpædagogik" lærer børn og unge selvdisciplinering, bekendelse og skyld.

Hvor er det bare dejligt, at der kommer en seriøs og kritisk diskussion af selvrealiseringsbegrebet! Man støder på begreberne selvrealisering, selvudvikling og personlig udvikling inden for et stigende antal livsområder. Vi lever i en behandlerkultur, hvor vi udviser psykologisk-terapeutisk adfærd over for hinanden. Og nu er erhvervslivet også i gang med selvrealiseringskurser og new age-inspireret ledelse. Det er faktisk lidt uhyggeligt, at i samme periode hvor man har mistet de absolutte værdier i religionen og skriftestolen, bliver vi alle udsat for en livslang eksamination, hvor vi tvinges til personligt at udvikle os. Disse tendenser har spredt sig til undervisningsverdenen, hvor selvrealiseringen har stor indflydelse på den pædagogiske praksis. Om det gælder den enkeltes udvikling, firmaets ønske om vækst eller elevernes læring, har mantraet om selvrealisering ikke sjældent haft uoverskuelige og uventede konsekvenser. Ikke altid har de ansvarlige hænder været lige ansvarlige, og ofte har hensigterne med selvrealiseringsprojektet ikke været lagt åbent frem for de deltagende. Det er derfor de nye ledelsesstrategiers paradoks, at med tildeling af ansvar og autonomiseringen af den enkelte medarbejder bliver den enkelte i stigende grad overvåget.

Selvrealisering er et modebegreb, der her er under velfortjent kritisk behandling. Bogen er en antologi skrevet af meget dygtige psykologer, antropologer, præster og filosoffer. Vi finder nogle gode og kritiske afdækninger af selvrealiseringens gråzoner og redskaber til mødet med selvrealiseringskulturen i både arbejds- og privatliv. Vi har brug for andres anerkendelse for overhovedet at kunne blive et selv, og det bør vi i særlig grad tænke på, når vi omgås børn og unge i skolen. For hvad er det egentlig, vi ønsker? Er det selvrealisering, dannelse eller selvdannelse? Og hvem skal bestemme, hvad der er det rigtige? Er der ikke en fare for, at vi kommer til at tjene forbrugersamfundets krav om fleksibilitet og forandringsparathed på bekostning af moralske forpligtelser?

Desværre kan jeg ikke nævne alt det, som denne bog rummer, men vi kommer godt og grundigt rundt om arbejdslivet, skolelivet, etikken, verdensbilledet, humanistisk psykologi, humanisme, patologi, filosofi og meget mere. Det er virkelig en bog efter mit hjerte, og jeg vil ønske, at så mange som muligt får anskaffet den og læst den. Vort samfund fortjener, at vi kommer til at tænke mere kritisk om vor grænseløse udviklingskultur.