Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Min dejlige, gamle klasselærer!«
Sådan lød den velgørende indledning til et rigtig håndskrevet brev, jeg fik lige før jul fra en tidligere elev. Marlene hedder hun. En stille, mild og kreativ pige med orden i sagerne, men med moderate stavevanskeligheder og for beskedne tanker om sig selv. Sidste år forlod hun vores skole med spraglet tøj og uglet hår for at gå i 10. klasse på en anden skole.
Anledningen til brevet var, at hun på den nye skole havde fået 11 for en dansk stil. Glæden herved ville hun gerne ud med og dele med mig. Måske med den skjulte pointe, at jeg havde været for karrig i min vurdering af hendes stile. I ni år var jeg klasse- og dansklærer for hende.
Marlene ville alligevel ikke være frisør, skrev hun desuden. Efter et halvt år i 10. klasse havde hun fået helt andre planer. Nu ville hun på gymnasiet. Hun havde fået større aspirationer.
Og det er, hvad der sker.
Derfor må 10. klasse ikke forbeholdes elever med læse- og stavevanskeligheder. Den må også være til for de elever, der har ligget i skyggen af eller i læ af mere pågående og kulturelt privelegerede elever. I 10. klasse skal der være tid til kreativ vegeteren - man fristes til at sige fjumren - og til udvikling af større aspirationer.
Hvilken ret har den magthavende generation, der selv har haft lang snor i ungdommen, til sådan ridefogedagtigt at jage med de unge?
Undervisningsministeren ønsker angiveligt at bryde den negative, sociale arv i folkeskolen. Men konkurrencen, jageriet og tempoet motiverer de dygtige og privilegerede og risikerer at henvise de i forvejen dårligt stillede elever til en evig sidsteplads.
Ved i stedet at erkende den grundlæggende uretfærdighed - at vi med arv og miljø fødes med forskellige muligheder - har lærere, hvis vi får lov af ridefogederne, en mulighed for at være med til at sikre børn og unge en god skolegang ved hjælp af kærlighedens lange arm og solidaritetens brede favn.
Min dejlige, gamle klasselærer!
Den slags personlige tilbagemeldinger fra gamle elever er gyldne øjeblikke i et lærerliv, hvor man lader billederne af de mange gode klasser og elever, man har haft gennem årene, passere revy, giver fanden i politikernes og pressens ydmygende behandling af standen og takker sin skaber for, at man valgte at blive lærer i folkeskolen. Det giver af og til mening.
(Marlene er af anonymitetshensyn et dæknavn).
Erik Schmidt
