På trods af alle anstrengelser og reformer i det danske uddannelsessystem er det stadig sådan, at cirka hver femte ung ikke får en uddannelse ud over grundskolens ni år. Hvorfor? Socialforskningsinstituttet har deltaget i et forskningsprojekt med flere aktører omkring den sociale arvs betydning for unges succes i uddannelsessystemet, specielt den negative sociale arv. Og her finder man noget af svaret på spørgsmålet. Denne rapport er en opsamling på flere programmer, hvis resultater har været publiceret undervejs i projektet. Rapporten samler og beskriver projektets problemstilling og tilrettelæggelse samt metodiske overvejelser og beskriver analysen og dens resultater og giver anbefalinger til uddannelsessystemerne, også folkeskolen, om en mulig ændret praksis, der kan bidrage til fastholdelse og formindske udstødning og dropouts.

Rapporten bygges op med en redegørelse for de teoretiske perspektiver på unges socialisering og uddannelsesvalg, herunder teorier om kulturel frisættelse (Th. Ziehe) og social kapital (P. Bourdieu) som fundament for "at lykkes i systemet". Hertil lægges kvantitative og kvalitative undersøgelser, nationalt og internationalt (Pisa), og på denne baggrund analyseres muligheder og barrierer på ungdomsuddannelserne. En pointe i rapporten er, at på trods af alle gode viljer og indsatser i systemet har den unges sociale baggrund stadig stor selvstændig betydning for, hvordan den unge klarer sig i skolen og senere i uddannelsen. Pointen er kendt, men fremstår med stor vægt i dette materiale. De unges kulturelle kapital, skabt i familie og opvækst, er tungtvejende for deres muligheder, idet den har indflydelse på opbygning af læsefærdigheder, evne til valg af uddannelse og orienteringsevne i uddannelsessystemet. Analysen tydeliggør de unges problematikker i fire konstruerede ungeprofiler: de opgivende, de praktiske, de vedholdende og de flakkende. Hver gruppe har sine karakteristika, og mange lærere og vejledere vil nikke genkendende til beskrivelserne. Og hvad så? Kan der gøres noget? Rapporten giver nogle bud på, hvad folkeskolen, ungdomsuddannelserne og vejledningssystemet kan tage fat på. Ændringer af praksis og fokus på forholdet mellem boglig og praktisk læring, meritoverførsel og andre forslag, der kan bidrage til, at flere unge kommer i gang og igennem, fremsættes og kommenteres. Rapporten er spændende læsning for lærere og vejledere og kan anbefales til fælles erfaringsudveksling og belysning af det evigt aktuelle lærerspørgsmål: Hvordan skal det gå mine unge efter skolen?