Anmeldelse

Uganda

- på vej mod en bedre fremtid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

14-årige Njabire og hans familie bor nogle timers kørsel fra Ugandas hovedstad, Kampala. Hæftet henvender sig til elever på de mellemste klassetrin og giver en bred indføring i det afrikanske land.

I landsbyen dyrkes forskellige afgrøder som kaffe, tomater og lidt vanille, og gennem et Caritas-støttet projekt har befolkningen lært meget mere om at dyrke forskelligartede afgrøder - både for at skaffe sig en mere varieret kost og for at kunne sælge flere produkter ud af byen.

Hæftet mangler en indholdsfortegnelse, og man skal derfor bladre sig frem til de forskellige emner. Men her er både noget om landets historiske udvikling og borgerkrig, religioner, geografien, bistandsprojekter, undervisning, sundhed, sprog og dyreliv. Indholdet kan udmærket anvendes isoleret, men oplagt vil det være at supplere med øvrigt materiale, blandt andet har Caritas en fotoudstilling til udlån, hvor der fortælles om levevilkår og bistandsprojekter i Uganda.

Årsager til fattigdom og veje til at bekæmpe den beskrives - og gennem et righoldigt billedvalg giver hæftets lettilgængelige og informative tekst et godt udgangspunkt for at inddrage Uganda i et spændende undervisningsforløb.