Så kom den igen: Der skal undervises på engelsk på universiteterne, i hvert fald på kandidatstudierne. Sådan lød det i Radioavisen en skummel januarmorgen. Og når vi igen skulle trækkes med dette statement, skyldes det uden tvivl, at budskabet kom fra et medlem af Globaliseringsrådet. Det gør åbenbart ikke noget, at man er uvidende på et område, bare man er med ved bordet, hvor Store Anders sidder for bordenden.

Og uvidende, det var direktøren for Dansk Handel, som følte sig kaldet til at rådgive den danske universitetsverden. For det første kan de færreste universitetslærere undervise forsvarligt på engelsk. For det andet er de studerendes udbytte af undervisningen ringere, hvis lærerne forsøger sig på engelsk. De skal bruge så megen psykisk energi på at afkode indholdet, at bearbejdelsen af stoffet, indprentningen af det og den kritiske refleksion får mindre råderum. For det tredje skal de færreste studerende være forskere i internationale fora, men ud i det danske samfund som advokater, dyrlæger, præster, tandlæger. For det fjerde forarmer man på længere sigt det danske sprog, hvis det ikke bliver videreudviklet som videnskabssprog. For det femte får folk uden for universiteterne sværere ved at følge med i forskningens udvikling og de samfundsmæssige konsekvenser, og en tradition for folkeoplysning går tabt.

Og sådan kunne jeg blive ved. Sprogforskerne ved temmelig meget om konsekvenserne af sådanne sprogskift, der holdes verdenskonferencer om det, og selv følger jeg godt med i det emne. Men jeg sidder jo ikke i Globaliseringsrådet, hvor man finder hurtige løsninger på det, man har forstand på, men også på alt det andet - og så kan det være det samme.

Vi skal selvfølgelig blive bedre til engelsk og andre fremmedsprog uden at opgive at udvikle vort eget sprog. Derfor er løsningen en velorganiseret parallelsprogsstrategi på universiteterne.

Professor Higgins