Skolens formål. Test, trinmål, elevplaner, styrelse, der skal kontrollere skolerne, ny formålsparagraf - alt sammen følger af et stort drama, der udspiller sig på Christiansborg i disse år mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Socialdemokraterne tumler rundt, og Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten ser lamslået på, mens folkeskoleloven paragraf for paragraf bliver undermineret.

Den lov, som seks ud af Folketingets syv partier vedtog i 1993, fra Socialistisk Folkeparti til Fremskridtspartiet.

De Konservative stod udenfor dengang og er nu ved - sammen med Dansk Folkeparti, der ikke eksisterede i 1993 - at trække loven i stykker.

At der er tale om kontrabande, lægger De Konservative ikke skjul på. Tværtimod praler de af det.

»Siden 1993 har vi konservative målrettet arbejdet med at løfte kvaliteten i folkeskolen op i en højere klasse. Og vi er allerede nået langt: Vi har indført bindende læseplaner i dansk i form af en såkaldt kanon. Vi insisterede på at fastlægge bindende trinmål på udvalgte klassetrin«, skriver partiformand og vicestatsminister Bendt Bendtsen således i en kommentar i ErhvervsBladet 16. januar.

Meningen er klar nok, set med Bendt Bendtsens øjne, nemlig mere central styring og kontrol:

»Man skal kunne måle indsatsen og vurdere resultaterne, før man kan forbedre kvaliteten i undervisningen. Derfor har vi også foreslået og fået gennemført nationale test. Et landsdækkende ensartet system til at måle kvaliteten af undervisningen i den enkelte klasse, på den enkelte skole og i den enkelte kommune. Meningen med test også i de mindre klasser i folkeskolen er ikke at dumpe den enkelte elev. Slet ikke. Meningen er at kunne løfte en advarende finger over for de skoler eller kommuner, som ikke evner at leve op til de faglige krav. Skolelederne, kommunalbestyrelserne og regeringen får dermed et effektivt instrument til at styre den danske folkeskole mod et fagligt højere niveau over hele landet«.

De Konservative - og Dansk Folkeparti - kæmper for at få deres skolepolitiske mærkesager igennem, og det er selvfølgelig fuldstændig legitimt. Men de har et ganske andet skolesyn end det, der er angivet i 1993-loven, som i forlængelse af tidligere skolelove har et udspring i de antiautoritære, grundtvigske bevægelser, som statsminister Anders Fogh Rasmussen sværgede til i sin nytårstale:

»Det er denne tradition for manglende autoritetstro, det er denne trang til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det er denne tilbøjelighed til at sætte alt til kritisk debat, som har skabt fremskridtet i vores samfund«.

Dette evindelige sammenstød mellem uforenlige skolepolitiske synspunkter i de to regeringspartier sender en utålelig støj ud på skolerne og ind i klasselokalerne. Det kan ikke være meningen.

jvo