Skolen er i øjeblikket ved at blive omstruktureret, men hvad svarer vi, hvis forældrene spørger, om der er sikkerhed for, at den nye måde at arbejde på er til det bedre?

I den seneste tid er der sket en stor organisatorisk forandring. Der arbejdes mange steder ud fra, at en lille gruppe lærere arbejder sammen om flere klasser, for eksempel fem-syv lærere om tre klasser, nogle steder delt op i indskoling/mellemtrin/udskoling. Disse lærere har ansvar for al undervisning, forældresamarbejde, specialtimer, vikardækning og skemalægning.

I teorien kan det lyde som en rigtig god idé. Problemet er dog, at ingen ved, om det virker.

Der var en teori om, »at jo flere cykelstier, des sikrere blev det at køre på cykel«. Det forholdt sig desværre ikke sådan. Kan det tænkes at være ligeså med omstruktureringen af skolen?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi forud for skolens omstrukturering havde konkrete beviser for, hvilke metoder der har vist sig at have de bedste virkninger. Hvad giver den bedste indlæring, trivsel hos eleverne, trivsel hos personalet? Dette kan undersøges ved hjælp af simpel statistik og dokumentation. I skoleverdenen er det ikke alt, der kan måles og vejes, derfor skal vi bruge det, som kan.

De steder, jeg har hørt om strukturændringer, er der ikke noget klart mål med, hvad man vil prioritere. Der er heller ikke noget klart mål for, hvad det er ved det eksisterende, der skal laves om og hvorfor. Er det fagligheden, fleksibiliteten, elevernes hverdag, forældresamarbejdet eller personalets trivsel?

Alt kan ikke være lige vigtigt, og alt kan ikke have samme betydning. Derfor bliver vi nødt til at foretage denne prioritering.

Jeg har hørt, at en selvstyrende struktur kan have negativ indflydelse på det psykiske arbejdsmiljø, at der bliver gået på kompromis med fagligheden, at de svageste elever glemmes/overses, og at det kan være en ulempe for eleverne at skifte alle deres lærere ud samtidig, to gange i et skoleforløb. Passer det?

Jeg vil ikke have folks mavefølelser som svar på disse spørgsmål, men statistik og dokumentation. Med mavefølelse tænker jeg på lærere, som kan mærke i maven, at de har en bedre kontakt med eleverne, og at de føler, at eleverne lærer mere.

Jeg vil vide med 100 procent sikkerhed, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så jeg derudfra kan træffe mine beslutninger om, hvad jeg skal/kan gøre for at give eleverne den bedste skolegang.

Hvordan kan det være, at vi, i en tid hvor skolevæsenet omstruktureres, ikke kender svarene på disse meget simple og relevante spørgsmål?

Jeg er ikke imod ændringer i skolen, tværtimod, jeg vil blot gerne kende formålet og have sikkerhed for virkningen.