Anmeldelse

Islam

Fællesskab og livsvej

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Baggrunden for denne anden og reviderede udgave af bogen om islam fra 1984 er, at islam ikke længere er en fjern religion, men praktiseres af mange mennesker i Danmark. Derfor er det blevet særligt vigtigt, at ikke-muslimer sætter sig ind i, hvad religionen indeholder, og hvordan muslimer praktiserer deres tro.

Læser man bogen opmærksomt, vil man få en grundig beskrivelse af islam og af muslimernes skikke og traditioner. Hvordan forholder kristne og muslimer sig til hinanden? Foruden baggrunden for religionen ses der på en række debatspørgsmål om islam, blandt andet billedforbuddet - som er særligt aktuelt med den seneste debat om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger - kvindesyn i islam og andet. Der er ingen klare svar i koranen, fortælles der i bogen, hvilket rettroende muslimer nok vil protestere imod. Men ser man på teksten alene, så er der mange modstridende oplysninger i koranen, hvor svarene må bygge på tradition mere end på skriften.

Sammenligner man med førsteudgaven, er der ikke mange ændringer, når man lige ser bort fra illustrationerne. På mange måder virker bogen meget traditionel og gammeldags. Det er en beskrivende bog, og undervejs kan man godt blive træt af de mange belærende/deduktive foredrag om islam. Det virker et eller andet sted for "klinisk" efter min smag, alt taget i betragtning, og særligt i forhold til at motivationen for at trykke en ny revideret udgave var, at islam nu er vor nære naboers religion. I så fald burde der være flere livsnære iagttagelser. Men okay, den er bestemt et studium værd - om ikke andet så som opslagsbog, hvis man skulle være i tvivl om noget faktuelt om den klassiske islam - og sammenligningen af Jesus-skikkelsen i henholdsvis koranen og bibelen.