LB takler kritikken rigtigt

Det var helt rigtigt at lade en advokat undersøge de kritisable forhold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Moralsk forkasteligt«, lød Caspar Roses ubarmhjertige dom over LB i Jyllands-Postens første artikel om selskabets udlejningsmetoder. I dag tager eksperten i selskabsret hatten af for den måde, hvorpå LB følger op på kritikken.

»LB har gjort det eneste rigtige ved at få en advokat til at undersøge de kritisable forhold, og det er vigtigt, at han ikke skal fokusere på en bestemt periode eller på visse områder, men frit kan se på, om ledelsen har foretaget andre kritisable dispositioner«, siger Caspar Rose, der er lektor ved Copenhagen Business School.

Man kan diskutere, om den konstituerede formand, Knud Erik Bang, er habil, når han har skaffet sin kones søn en lejlighed hos LB, mener Caspar Rose.

»Loven kræver, at der er en formand, og det har nok været svært at finde én, der ikke var fedtet ind i sagen. Til gengæld har bestyrelsen levet op til sine forpligtelser ved at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling«, siger Caspar Rose og tilføjer, at det var fornuftigt af formanden Jens Nygaard og den administrerende direktør Svend Emil Nielsen at trække sig.

»Det bliver spændende at følge, hvem der bliver valgt til bestyrelsen, og om advokaten mener, nogle skal stilles til ansvar for det, der er sket i LB. Det kan også være, der er flere lig i lasten«, siger Caspar Rose.

Undersøgelsen er sat i gang, men advokat Per Magid ønsker ikke at udtale sig om, hvordan arbejdet går.