DLF har 30 lejemål

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings konfliktfond ejer 11 ejendomme i den indre del af København. I disse ejendomme er der cirka 30 boliglejemål og 100 erhvervslejemål. Der er en til to lejligheder ledige om året.

Lejlighederne administreres og udlejes af foreningens advokat. Som et personalegode har børn af ansatte fortrinsret til ledige lejligheder.

Indtil sagen om lejlighederne i Lærerstandens Brandforsikring kom frem, kunne lærerne ikke se, at DLF råder over de 30 lejemål. I dag kan man på DLF's hjemmeside (www.dlf.org) læse om foreningens ejendomme og kriterierne for at få en lejlighed.

DLF-formand Anders Bondo Christensen mener ikke umiddelbart, at der skal ændres på, at børn af ansatte i DLF har fortrinsret til lejlighederne.

»Vi skal ikke have en speciel lukrativ personalepolitik i DLF. Men vi skal have en god personalepolitik. Og vi skal ikke lade os skræmme og blive smålige. Ligesom vi arbejder på, at kommunerne har en god personalepolitik. Jeg er indtil nu ikke stødt på noget, som jeg ikke mener er en fornuftig personalepolitik, men nu skal vi se alle procedurerne igennem«, siger Anders Bondo.

DLF's hovedstyrelse har besluttet at gennemgå procedurerne for at sikre, at DLF på alle områder lever op til kravet om åbenhed.

»Nu kan vi se, at fagforeninger er uhyre sårbare i den her sammenhæng. Vi vil prøve at kortlægge samtlige procedurer, så hovedstyrelsen får kendskab til alt. Vi vil gå ned i en detaljeringsgrad, som jeg ikke tror, at man nogen andre steder ville gå ned i«.

En anden procedure, som hovedstyrelsen skal se på, bliver udlejning af DLF's fem feriehuse.

Medlemmerne kan leje sommerhusene, men hovedstyrelsesmedlemmer og medarbejdere har fortrinsret til husene i juni-august.

»Jeg tror, at næsten alle kommuner har sommerhuse, som er forbeholdt de ansatte. Det er et fuldkomment parallelt gode, vi har«, siger Anders Bondo, der aldrig selv har lejet et sommerhus og derfor ikke kender til de konkrete procedurer for udlejningen.