Anmeldelse

Da verden gik amok

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bjøl eller forlaget har set helt rigtigt: Det er nu, vi skal have en opdateret, ny udgave af midterbindet i Bjøls fantastiske trebindsværk, "Vor tids kulturhistorie" (1978-79). Det gamle bind to bar titlen "De onde år" - nu hedder det, nøjagtig som det var: "Da verden gik amok".

Allerede fra første side mærker vi opdateringen. Det er slut med alle de nedslidte overskrifter som "Den gamle verdens undergang" eller "Det store blodbad". Nej, hovedoverskriften til første verdenskrigs udbrud hedder: "Urkatastrofen". Kort og godt. Et begreb opfundet af den svenske historiker Peter Englund. En formulering, der rummer en næsten bibelsk vælde, der fuldstændig matcher, hvad der skete i 1914 med følger for resten af århundredet.

Skildringen af første verdenskrig falder på et tørt sted hos os. Vi har ikke til skolebrug (lærerens forberedelse) en ordentlig, opdateret, kort oversigt over denne krig og dens konsekvenser. Ikke en sjæl i Danmark aner, hvad Armistice Day er for en dag. Vi efterlod ikke en hel generation i pløret i Flandern - vi bidrog jo "højst" med de 5.000 døde sønderjyder, som hænger rundt omkring på mindetavlerne i de sønderjyske kirker.

Erling Bjøl spænder vidende og elegant over perioden fra første verdenskrig til anden verdenskrig - med alt det rodede midt imellem: Den tåbelige fred i Versailles, revolutionen i Rusland, de brølende tyvere, krakket i Wall Street, Weimarrepublikkens fald og Hitlers magtovertagelse, Stalin og Gulag-øhavet, Den spanske Borgerkrig - indtil krigsudbruddet september 1939 kommer, med alt hvad deraf følger helt frem til Muselmænd, Holocaust og Hiroshima.

I et nyskrevet slutafsnit ser Bjøl på verden fra Jalta til Malta, hvor Bush Senior og Gorbatjov december 1989 erklærer den kolde krig for afsluttet. En kort status over "Amerika-alderen" afslutter bogen.

Det, der giver Bjøls bog dybde og tidsnærhed og gør den eminent læseværdig, er hans suveræne greb om kunst- og kulturlivet i perioden. Han formår at gøre politisk og kulturel udvikling til to sider af samme sag.

Denne bog skal selvfølgelig købes til skolerne. Den skal være ved hånden. Det er en stor og flot bog, forrygende illustreret. Må jeg godt alligevel tillade mig at sige dette: Jeg savner den gamle sats og layout. Tekstsiderne i den nye udgave er blevet et gnidder af små bogstaver. For mine øjne i al fald.