Forslaget til direktiv om handel med serviceydelser - servicedirektivet - har fyldt meget i arbejdet i EU dette efterår. For mange EU-politikere er det blevet et brændende principspørgsmål at få åbnet et indre marked for handel med service. På DLF's Bruxelles-kontor er der brugt mange kræfter på at følge udviklingen omkring servicedirektivet, fordi det efter lærerorganisationernes opfattelse ganske enkelt er usikkert, om direktivet vil omfatte uddannelse.

Efter kritikken af servicedirektivet i foråret valgte EU-Kommissionen at sende sit forslag til hjørnespark i Europaparlamentet. Her har især »Udvalget for Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse« bokset rundt med uendelige mængder af ændringsforslag og fortolkninger. Viljen til at finde kompromiser er der, men mulighederne er små. Kommissionens forslag er for uklart og rodet.

Fronterne er trukket op i parlamentet, og udfaldet af den endelige afstemning i februar 2006 er langtfra forudsigeligt, men flertallet af medlemmerne mener, at øget handel med service og konkurrence på området vil være godt. De kan bare ikke lige helt finde ud af, hvordan det skal styres. Hovedproblemet er nemt at beskrive: Manglende harmonisering.

Hvis alle landene havde fælles regler for autorisation, krav og normer, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmarkedsregler, miljøregler, overenskomster - ja så var der basis for at skabe et indre marked for handel med service. Men det har vi så langtfra. Blandt andet derfor kan ingen rigtig forklare, hvordan forslaget vil komme til at fungere i praksis. Og hvad der er værre: Ingen kan med sikkerhed forklare, hvilke områder der er omfattet af forslaget. Og her kommer spørgsmålet ind: Er uddannelse omfattet af servicedirektivet eller ej?

Umiddelbart nej. Og så alligevel. Usikkerheden beror på en politisk vurdering og en teknisk forklaring. Først den tekniske: I forslaget har man valgt at operere med to begreber fra EU-jargonen: »Tjenesteydelser af almen interesse« og »Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«. I begge tilfælde har det offentlige en »forsyningspligt«, men den sidste kategori er underlagt markedsvilkår (transport, el-forsyning), mens den første er undtaget i det forslag, der skal til afstemning i parlamentet. Desværre har ingen hidtil haft lyst eller mod til at definere en sondring mellem de to begreber. Derfor hænger en række sektorer og svæver mellem kategorierne. For eksempel sundhedsområdet, som er ved at skride i retning af »økonomisk interesse«. I sidste ende er det EF-Domstolen, der kan træffe afgørelse om et konkret områdes kategorisering.

Og det er ikke tilfredsstillende. De europæiske lærerorganisationer ønsker derfor uddannelse udtrykkeligt undtaget fra servicedirektivet. Det er ikke tilfældet hverken i kommissionens eller parlamentets forslag. I sidstnævnte står der: »Dette direktiv finder ikke anvendelse på ... tjenesteydelser af almen interesse som defineret af medlemsstaterne«. Det må betyde, at de nationale regeringer beslutter, hvilke dele af uddannelserne der kan sendes ud på det frie marked. Her kommer den politiske vurdering ind: Det lykkedes ikke at få en eksplicit undtagelse af uddannelse i Europaparlamentets forslag. Men hvorfor ikke?

Hvis man spørger EU-politikere, vil langt de fleste svare klart, at uddannelse ikke er af økonomisk interesse og altså ikke er en tjenesteydelse, der skal handles med i det indre marked. Men så alligevel. For hele efteruddannelsesområdet er jo allerede underlagt markedsvilkår, og videregående uddannelse er også ved at blive en handelsvare med store kapitalinteresser involveret.

I maj 2005 skrev lærerorganisationerne til statsministeren og opfordrede ham til at stille krav om eksplicit undtagelse af uddannelsesområdet. Anders Fogh Rasmussen svarede, at »det er væsentligt for regeringen, at direktivforslaget ikke kommer til at indeholde formuleringer, som vil kunne opfattes således, at traktatens tjenesteydelsesbegreb kommer til at omfatte dele af uddannelsessystemet, der hidtil ikke har været omfattet«.

I foråret efterlyste vi en undtagelse her i Folkeskolen. Det vil vi godt gøre igen.

Kære politikere. Mange af jer har udtalt, at uddannelse »formentlig« eller »nok« ikke er omfattet af servicedirektivet. Hvis I mener, hvad I siger, så giv os den undtagelse. For helt ærligt: Vi tror mere på det, I gør, end det, I lover.