Debat

Skolen som offer for flyvskhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ved at være fast inventar i indlæg om folkeskolen, at fagligheden naturligvis skal styrkes eller i hvert fald ikke forsømmes. Efter en sådan formel retorisk ytring giver man sig så i lag med indlæggets egentlige ærinde, der så vist sjældent handler om, hvordan vi i den folkeskole, der er indrettet på at hæmme den faglige indlæring, kan fremme eller i hvert fald ikke forsømme samme. Forfatter Stig Dalager husker i Folkeskolen nummer 47 de velmenende ord om fagligheden, enhver tale om folkeskolen bør indledes med. Men så er den potte sandelig også ude. For det er nemlig slet ikke faglig viden, der nu og i fremtiden er brug for, påstår han. I stedet for skal eleverne lære at tænke selvstændigt, etisk og demokratisk. Men det er tidens dumhed, at ingen indser, at disse højædle mål nu, som før fordummelsen blev lovfæstet, fordrer den størst mulige indlærte vidensmængde. Uden solid faglig vidensbaggrund degenererer alt det, som Dalager under ét kalder for det indre liv, til tilfældighedens fikse ideer i hænderne på lærere i rollen som manipulatorer. Det er til brug for denne nedbrydning af det danske uddannelsesniveau, at Dalager kræver flyvske formålsformuleringer til overskygning af jordnær pragmatisme. Men folkeskolen har jo netop måttet lade sig spise af med flyvskhed og viltre påfund i over et kvart århundrede med skammelighedens katastrofale resultater til følge. Hvis der virkelig er lidt mening i den stædige fastholdelse af fremtiden som kommunikativ og globaliseret, er den faglige vidensformidling mere nødvendig nu end nogen sinde. Man kan ikke bare lette fra jorden og flyve legende videnstom ind i en lykkelig fremtid. Det er et kæmpebedrag at tro, at ansvarlighed, kreativitet og selvstændighed vokser ud af den rene videnstomhed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS