At det ikke skulle have nogen konsekvenser, at skoleelever ikke indtager mad eller drikke hele dagen, det forbavser mig (se debatindlægget »Ramadan er andet end protest« i Folkeskolen nummer 49 af Saida Andresen).

Mange kommuner og skoler arbejder på at forbedre skolebørns kostvaner i erkendelse af, at god kost er afgørende for læring. Problemerne, Saida Andresen beskriver, findes - enig, men i fastemåneden kommer der andre til.

Et andet af hendes synspunkter er, at jeg ikke tager forældrene alvorligt. Jeg taler om og til, ikke med. Det er korrekt, at jeg i kommentaren i Folkeskolen nummer 46 ikke taler med forældre - det foregår på forældremøder og ved forældresamtalerne om det enkelte barn - her er dialogen, og her er vi de professionelle, der skal være tydelige og tale - også om problemerne, og hvad vi mener, der bør gøres. Hvis ikke, er vi ikke troværdige. Oplysning, dialog, ja, og krav - begge veje. Om det ikke at lade sit barn faste har den parallel i kristendommen, Saida Andresen mener, ved jeg ikke. Men hvis kristne forældre en måned i træk tillod deres børn at gå til natgudstjeneste, og de dermed fik for lidt søvn, burde vi som lærere stille det rimelige krav, at det ikke foregår, mens eleverne går i skole.

Ja, jeg tror på, at især pressede minoriteter verden over har stærkere behov for at vise identitet. Jeg tror, at det kan være grunden til, at mange forældre nu, til forskel fra for 10-15 år siden, lader deres børn faste. Jeg har da også hørt en imam sige, at børn ikke bør faste - det er unødvendigt og usundt.

Om kollegaernes oplevelser af fasten så var der dels nogle som mine, dels de synspunkter, at hvis forældre tillader børn at faste, er det vigtigt, de kender konsekvenserne, og at man burde indrette undervisningen efter andre end blot de kristne højtider.

I øvrigt henviser jeg til artikel i Folkeskolen nummer 46 om emnet. Her er der andre, der oplever fastens uheldige konsekvenser.