Urolighederne i de franske forstæder kulminerede natten til den 14. november, og regningen blev høj. 10.000 biler, 140 togvogne og ti busser udbrændte. 300 bygninger blev udsat for hærværk og ildspåsættelse, deraf 255 skoler. I 20 procent af tilfældene var skaderne så store, at undervisningen måtte aflyses. Nu skændes regeringen og forsikringsselskaber om regningen, imens de omkring 4.800 personer, som blev anholdt og/eller fængslet, er på vej igennem retsmaskineriet. Cirka 100 er under 18 år, og langt de fleste er under 21. Syv risikerer at blive udvist af Frankrig.

Som om dette ikke er alvorligt nok, er det svært at bære, at forløbet ikke kom bag på nogen. I årevis har det ulmet blandt de mange indvandrere i forstæderne. Arbejdsløsheden er skyhøj, helt op til 50 procent blandt de unge, hverdagen er præget af racisme, vold og konfrontationer med politiet. Skolerne er nedslidte, og der mangler lærerkræfter. 12 procent af en ungdomsårgang får aldrig en eksamen, og i den øvre ende af uddannelsessystemet er kun ni procent andengenerationsfranskmænd.

Alle har ventet på, at gnisten skulle springe. Det gjorde den, da indenrigsminister Sarkozy under et besøg blev mødt af vrede beboere og kaldte dem for »les racailles«, noget i retning af rakkerpak. Da to unge samtidig, angiveligt på flugt fra politiet, blev dræbt, da de forcerede en transformatorstation, gav resten af begivenhederne (næsten) sig selv.

Europæiske statsoverhoveder har haft travlt med at forsikre sig selv og hinanden om, at dette er et specifikt fransk problem. Det er imidlertid nærliggende, at det ikke forholder sig sådan. Derfor kan det have interesse at se på den franske regerings udmeldinger.

Efter en fase, hvor lov og orden var budskabet med indførelsen af natligt udgangsforbud, samler opmærksomheden sig nu om skolen. Flere midler skal tilføres, efteruddannelse og bedre løn skal gøre det attraktivt at være ansat på en forstadsskole, eleverne skal have mulighed for som 14-årige at blive juniorlærlinge, og de ikke-boglige kompetencer skal vægtes højere, når eleverne søger videre i uddannelsessystemet. Det foregår i Frankrig via det såkaldte concours-system, som er en sand sorteringsmaskine. Hertil kommer, at forældre, hvis børn forsømmer skolen, skal betale en bøde, tildeles en tilsynsværge eller trækkes i socialhjælp.

At eleverne skal kunne forlade skolen to år før skolepligtens ophør, har givet anledning til en del diskussion. Det går stik imod udviklingen i andre lande og sådan set også i Frankrig, hvor videnssamfundet og livslang læring er på tapetet. Det minder om fortidens børnearbejde, siger kritikerne og vil blot cementere det forhold, at franske unge kører på forskellige klasser. Men regeringen står fast. De nye juniorlærlinge skal tilbringe det første år på skolebænken, det andet år som elever i en virksomhed. Man regner med, at ordningen fra skoleåret 2006 vil komme til at omfatte cirka 20.000 elever. Argumentet er klart. Unge skal have lov til at vælge en anden vej end skolen, og erhvervslivet har brug for flere lærlinge. Den konklusion deles ikke af alle dele af fransk erhvervsliv. Undersøgelser viser endvidere, at unge, som ikke har afsluttet grundskolen, ofte senere bliver arbejdsløse. De kan ikke følge med ved efteruddannelse og omskoling.

Om lignende ideer vil nå frem til de danske regeringskontorer, skal være usagt. Men debatten i Frankrig vidner om, at synet på, hvad der er et godt og lykkeligt liv, ikke blot er afhængigt af øjnene, som ser, men også af, hvilke børn og unge der tales om, og hvilken etnisk baggrund de har.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. ved Danmarks Pædagogiske Universitet