Drømmene er ved at tage over. Sproget vrimler med nye sammensætninger med drømme-. Hos ejendomsmægleren finder man drømmehuset, kontaktannoncerne vrimler med piger, der bare leder efter drømmefyren, rejsebureauerne sælger drømmeferier, og ikke så få har gennem de senere år kunnet anskaffe deres drømmekøkken. Ansøgninger til selv ret beskedne stillinger er ikke sjældent forsynet med tilkendegivelser af, at den opslåede stilling simpelt hen er drømmejobbet for ansøgeren. En musiker taler om sit drømmeband, og en kollega til mig kaldte den nye universitetsbestyrelse i København et dream team. En lystfisker fortalte for nylig om et drømmefiskeri. Google giver 420 eksempler på drømmehund, men kun 141 på drømmekat, hvor det så spørges, om jeg egentlig ikke eftersøgte drømmekage. Dét ord giver 593 hits. Det første er opskriften på en drømmekage fra Brovst.

Ordet ønskedrøm er gammelt i dansk, og det må være ønskedrømme, der er tale om her. For man kan unægtelig også have ubehagelige drømme, hvor ikke alle hunde er drømmehunde! Hvorfor er nu lige disse sammensætninger blevet så dominerende i nyere tid? Er vi derude, hvor vi ikke er tilfredse med virkeligheden, men hele tiden på jagt efter, at ønskedrømmen går i opfyldelse? Eller er det bare endnu et udtryk for den sproglige inflation, der kræver stadig stærkere udtryk?

Store bladejere er mediemoguler, dygtige bjergryttere er bjergkonger, direktører for større virksomheder er topchefer eller presidents, præsident Bush har udnævnt en stålmagnat til viceminister, og pressen skriver jævnligt om filmmagnater, finansmagnater, industrimagnater og oliemagnater. For slet ikke at tale om filmmoguler, flugtkonger, skønhedsdronninger, byggekonger, hotelkonger, rejsekonger og udbryderkonger. Det kan ikke blive stort nok, og først når man har fået sin drømmetilværelse, er man tilfreds med virkeligheden. Mærkeligt!

Pædagogiske moguler har vi vel ikke. Men er det ikke også mere velanbragt med pædagogiske ypperstepræster?

Professor Higgins