Anmeldelse

Family Support

- empowerment af forældre i internationalt perspektiv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad kendetegner en familie? Hvordan fungerer en familie? Hvordan hjælper man en familie? Efter gennemlæsning af denne store og meget teoretiske artikelsamling skrevet af internationale eksperter inden for sociologi, pædagogik og psykologi er jeg blevet belært om, at en familie ikke bare er far, mor og børn. Nej, skal vi være politisk korrekte, når vi taler om dette meget kontroversielle emne, så er det bedre at kalde det et intimt relationssystem. En sådan betegnelse kan indeholde fire følgende karakteristika: afgrænsning bestemt af to eller flere personer, der indretter deres liv i rum-/tidslig afgrænsning fra andre personer; privathed, hvor de nævnte flere personer indretter et livsrum, som muliggør et gensidigt udvekslingsforhold; vedvarenhed over tid med gensidig tilknytning, forpligtelser og målorientering; og nærhed, altså en psykisk, åndelig og emotionel intimitet i den interpersonelle relationsproces.

Sådan fortsætter bogen igennem sine mange velskrevne og informative tekster. Der udveksles erfaringer inden for forskellige arbejdsfelter som mødrecentre, støtte til familier og familierådgivning med videre. Bogen skal være med til at løfte diskussionen af, hvad familiehjælp er her i landet, og hvad den er eller kan være internationalt. Herved kan forskellige professionelle omsorgspersoner sammen udvikle en resurseorienteret tilgang eller empowerment i forskning og praktisk indsats. Det har betydning, at der udvikles en metodisk helhedstænkning, hvor de professionelle grupper omkring en familie kan arbejde sammen. Desuden præsenteres der mange gode eksempler på den nye udvikling inden for fagområdet familiehjælp.

Igennem artiklerne får man et indblik i, hvordan forskningen anskuer børn og familier, præsenterer nye tilgange og uddyber allerede kendte tilgange. Andre artikler tager udgangspunkt i, hvordan fagfolk - pædagoger og socialpædagoger - benytter denne nye viden til at opfinde nye løsninger på gamle problemer. Bogen henvender sig til professionelle fagfolk, som lærebog på lærer- og pædagogseminarier, i CVU'ernes efter- og videreuddannelse og på kurser.

Powered by Labrador CMS