Professor Per Fibæk Laursen opfordrer i Folkeskolen nummer 46 politikerne til at droppe deres ideologiske kamp omkring den folkeskole, der i et og alt selv er et ideologisk påhit nøje afstemt efter den falmede ideologiske overbevisning i venstre side af Folketinget. Og når Fibæk så efterfølgende erklærer, som hævet over enhver tvivl, at den rundkredspædagogiske progressivitet, der ligger til grund for hele folkeskolens opbygning, sandelig har ført en masse positive kvaliteter med sig, kan han da her umuligt tænke på de formidable fagindlærte toppræstationers højniveauer, som vi med folkeskolens hjælp netop ikke længere befinder os på. Han siger oven i købet selv, at det jo i dag ikke længere er et spørgsmål om at hælde kundskaber på eleverne. Dog må vi altså til at stille krav til eleverne, siger professoren, for ellers lærer de jo ingenting. Men det er altså et produkt i den antiautoritære, progressive kammerateripædagogik, at læreren i rollen som lige med eleverne skulle konvertere pligter og krav til alverdens forvredne hundekunster for at opnå den sparsomme kundskabsindlæring, der gøres tilstrækkelig af en kundskabsforældende udvikling. Mange steder fjernede man katederne og forhøjningerne ved tavlen som et synligt bevis på, at læreren var på ydmyghedens niveau med børnene. Selv børnenes til tider larmende adfærd blev af nød og betryk gjort til en pædagogisk kvalitet. I denne paradisiske/kaotiske idyl dukker så pludselig de nationale test forstyrrende op som en reinkarneret flig af fortidens seriøse måde at drive skole på. Og det kan man da ikke have. Disse test angriber man med en banal selvfølgelighed om, at man ikke blive klogere af at blive testet. Test styrker ikke det faglige niveau, siger Fibæk. Nej, selvfølgelig ikke. Men de fortæller lærerne, hvor det faglige niveau er.