Det er omtrent lige så sandsynligt, at skolebibliotekaren vil udlåne "Tintin i Congo", som at musiklæreren vil lade sin klasse synge "I Niggerland Bananen Gror". Det etnocentriske verdensbillede holder ikke længere, og det kan være svært at forstå, at det engang blev taget for gode varer.

De første Tintin-historier var herrefolkets fordomme fortolket af en tegner, hvis politiske dømmekraft aldrig kom på højde med hans kreative evner.

Når de tidligste bind overhovedet udgives, skyldes det, at Hergés værker har taget den usædvanlige vandring fra barnekammer til voksenbibliotek. For så vidt med god ret, for værkerne rummer uudtømmeligt stof til intertekstuel læsning: Ikke alene dukker myriader af bipersoner op i skiftende roller, men alle landskaber, dyr, tekniske indretninger og til dels personer er tegnet efter levende model, om man så må sige. Dupond og Dupont var virkelige kriminalkommissærer, den pedantiske tegner fandt afbilledet i en belgisk avis.

I Michael Farrs fine bog om den toppede journalistdetektiv fortælles baggrundshistorier og opspores inspirationskilder, og tegninger fra hæfterne sammenlignes med deres oplæg fra Hergés arkiv. Sprogligt er den skrevet for voksne, så skolebibliotekaren kan lige så godt først som sidst lære den udenad, så hun kan udlægge teksten for nysgerrige elever. For selvfølgelig bør den stå på hylderne, Tintin og hans følge har sat sig tydelige spor i det danske sprog og i vores referenceramme. Derimod kan man roligt spare på tegneseriekontoen, til de mere fordøjelige album dukker op. Fra "Faraos cigarer" og fremefter.