Anmeldelse

Sigma for tredje

3. udgave

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endnu en gammel kending er nu på vej i en opdateret udgave fra et skolebogsforlag, der efterhånden dækker et vældig bredt spektrum af indgangsvinkler til folkeskolens matematikundervisning.

På materialets bagside er det - naturligvis - beskrevet, hvordan denne nye udgave er tilpasset Fælles Mål. Desuden gøres der rede for, at de faglige opgaver tager udgangspunkt i børnenes verden, mens samtaleopgaverne danner grundlag for blandt andet udvikling af de matematiske kompetencer.

Men hvordan tager de smukke intentioner sig så ud på tryk? Elevmaterialet består af to éngangsbøger, hvor de mange fine farveillustrationer går op i en højere enhed med selve opgaverne i et indbydende layout. Og der er nok at tage fat på: I alt formentlig omkring 160 siders matematikopgaver - det kan skoleåret igennem blive til mere end fire sider per uge! Hertil kommer kopimappens væld af opgaver, der hovedsageligt repeterer elevbøgernes opgavetyper, men også indeholder blandt andet et "tema" om tocifrede tal multipliceret med tocifrede tal.

Elever i 3. klasse vil således også fremover kunne stifte grundigt bekendtskab med den elementære matematik, rækkende fra arbejde med de fire regningsarter hen over geometri og sandsynlighedsregning til lettere algebra, ved at regne i "Sigma".

Den afsluttende stille eftertanke: "Hvad er det så lige, matematiklæreren nu skal til at lære sine elever, som hun ikke alle dage har gjort?" skal ikke sætte en finger på selve materialet. Vi ser frem til fortsættelsen.