Kim synes selv, at han er meget revolutionær. Han sniger sig ud om natten med sin ven Per, og vi følger deres lange, åndeløse venten på vagtskifter og prøver at følge med, når de efter fuldendt dåd flygter over hals og hoved. Kim bliver taget, men sladrer ikke om sin ven. Han bliver tiltalt for fire hundrede og tooghalvfjerds tilfælde, men bliver kun dømt for de enogtyve. Det får han seks uger for i et åbent fængsel, og bogen ender i en tyk sovs af selvmedlidenhed. Det revolutionære? Det bestod i at bekæmpe DSB ved at male grønne øgler på togene. Meget, meget farligt.

Beretningen er blottet for refleksion og selvironi, men måske er de så selvhøjtidelige i graffitimiljøet? Sproget er trods jeg-formen meget voksent blandet op med en masse smart hiphop-slang.