Folkeskolens leder:

Næste flodbølge

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Beviser. »My fellow Americans«. Sådan begyndte Ronald Reagan hver uge sin præsidentielle radiotale. Den 12. maj 1984 var emnet skolens kvalitet. En tale fuld af håb og højstemt forventning:

»I dag vil jeg tale til jer om noget vidunderligt, som sker i vort land«, indledte han.

»Det begyndte for et år siden, så det er kun lige begyndt. Men det har allerede forandret vort land. Jeg tror, at det vil forandre det for altid«. Og så kommer han til sagen: »Jeg taler om de nyeste fremskridt i amerikanske skoler«.

Den begyndelse, Reagan taler om, var en rapport fra »National Commission on Excellence in Education«, som - sagde han - havde dokumenteret 20 års forfald i skolen. Dårligere skoleresultater, fagligt forfald, svigtende disciplin og faldende autoritet.

»En flodbølge af middelmådighed har ødelagt USA's ry for at have verdens bedste uddannelsessystem«. Sagde Ronald Reagan. I 1984.

Men nu blev alt vendt til det bedre, forklarede han. Back to basics. Med højere standarder, mere faglighed og stærkere ledelse. Siden fulgte en ny flodbølge af test, kontrol, skolesammenligninger og - ikke mindst - forskning i »School Effectiveness« både i USA og på vores side af Atlanten, hvor Storbritanniens Margaret Thatcher var hurtig til at kopiere back to basics- og standardiseringsbølgen.

Det gode ved bevægelsen var, at der kom fokus på skole og kvalitet som aldrig før. Resultaterne udeblev heller ikke - mest i form af bedre testresultater. Skolerne konkurrerede om at score højest.

Men prisen for den ensidige fokusering har været høj. Kreativiteten blomstrede mest, når det gjaldt om at finde måder at friholde de fagligt svage elever på, når der skulle testes. Og den gensidige inspiration, der kunne være kommet af, at lærere på forskellige skoler og i forskellige lande lod sig inspirere af hinandens udviklingsarbejder, udeblev. Folkene bag School Effectiveness koncentrerede sig om fælles standarder og sammenligning af nøglefaktorer, men glemte - eller så bevidst bort fra - at læring og undervisning altid er kontekstafhængig. Så man har ikke kunnet levere succesen. Det, der tilsyneladende virker godt ét sted, får andre virkninger på andre skoler og i andre kulturer. Så nu bevæger vi os over i en ny fase, og i dag er det ikke kun USA og Storbritannien, ikke kun OECD-landene, men hele Pisa-verdenen, der rammes af en ny flodbølge. Uddannelsesforskere skal ikke mere beskæftige sig med de komplekse forhold mellem elev, lærer og undervisningsindhold. Med inspiration fra medicinalforskningen skal de finde metoder, der beviseligt virker. Og lærerne skal bruge de metoder, der virker. Med evidens.

Det kan der findes gode argumenter for. Men som med medicin er der grund til at advare mod de farlige bivirkninger. Uanset hvad Reagan og andre har lovet, så findes skolens mirakelkur ikke.

-th