En ny generation tager over

I løbet af fire år er over halvdelen af lærerstaben på Tune Skole skiftet ud ved naturlig afgang. En erfaren lærer har fået til opgave at give de nye lærere en god start

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med sine 52 år er Anne-Lise Bay Jakobsen den næstyngste af den gamle generation på Tune Skoles lærerværelse. På fire år har skolen fået 23 nye lærere ud af en stab på 45, og alene i år er der startet syv nyuddannede lærere på skolen, der ligger i landsbyen Tune mellem Roskilde og Greve. Så da Greve Kommune afsatte penge til pilotprojekter inden for skoleledelsesudvikling, valgte Tune Skole at frikøbe Anne-Lise Bay Jakobsen til at deltage i ledelsesopgaven, herunder være coach for de nye lærere, i halvdelen af sin arbejdstid. Hun holder kursus og møder, deltager i de første forældremøder, overværer indimellem undervisningen og giver gode råd. Ansvaret for de nye lærere er dermed samlet hos én person, og det giver samtidig skoleleder Susanne Kjeldal Jensen mere tid til den pædagogiske ledelse.

»Det er en fornøjelse at se de nye lærere blomstre og yde et meget, meget fint stykke arbejde på Tune Skole. Vi har store forventninger til, at nyansatte kender og efterlever værdier, der er vedtaget i Greve Kommune og på skolen, samtidig med at vi ønsker at tage vare på nye lærere, så de oplever at kunne lykkes i jobbet.

Det er et meget vigtigt projekt at afsætte resurser til, for rundt omkring er der mange nye lærere, der er ved at gå i knæ«, siger Susanne Kjeldal. Skolen finansierer selv halvdelen af udgiften. Den anden del står kommunen for.

»Det var nyansatte lærere, der skulle have 6.-klasserne i år. I 6. klasse kommer børnene fra Tunes anden skole, Lundegårdsskolen, og så blander vi alle eleverne til tre nye store klasser. Det holdt vi fælles forældremøde om før sommerferien, hvor de nye lærere lige var ansat og stadig var midt i eksamen. Så det har i høj grad været min hovedopgave at vejlede dem«, fortæller Anne-Lise Bay Jakobsen.

Malene Kronborg, der startede som nyuddannet sidste år, havde dengang en klasse sammen med Anne-Lise Bay Jakobsen:

»Jeg brugte Anne-Lise meget - hvis der var konflikter mellem børnene, når jeg havde haft en forælder i røret, eller når jeg var usikker på, om jeg for eksempel kunne tillade mig at give en eftersidning«, fortæller hun.

»Jeg føler, jeg har haft en rigtig god start som lærer og været heldig at blive taget godt imod af både børn, forældre, ledelse og kolleger. Men indimellem har jeg haft mine overvejelser med hensyn til at fortsætte som lærer og haft behov for at læsse af. Jeg bliver træt af, at jeg hele tiden føler, jeg skal opdrage, og at eleverne bare ikke er motiverede for at lære«.

»Jamen, jeg oplever også, at børnene de senere fem-otte år er blevet mindre tilbøjelige til at sætte sig ned og lære noget. Jeg kender det for eksempel fra tysk, hvor man bliver tabt, hvis man ikke bruger den tid, det tager at sætte sig ned og lære nogle gloser udenad. Der er stadig nogle lidt stræbsomme piger, der gør det - men der er også flere og flere, der gør alle mulige krumspring for at undgå det. Der kan jeg jo så bruge mine erfaringer som skolevejleder og fortælle om de fremtidsperspektiver, de afskærer sig selv fra«, fortæller Anne-Lise Bay Jakobsen.

Grønspættebog

Det er også hendes opgave at hjælpe de nye med praktisk information. Men mange af de oplysninger står også i »grønspættebogen«, skolens håndbog for nye lærere. Her er lister over, hvad man som lærer skal huske før skoleårets start, i sommerferien og hver eneste måned skoleåret igennem. Her er for eksempel en huskeliste om lejrskoler med praktiske oplysninger, som at fri befordring med DSB skal bestilles senest ti uger før, at man skal have sygesikringsbevis fra alle elever, og at der skal udarbejdes regler sammen med elever og forældre om for eksempel mobiltelefoner, mp3-afspillere, sovedyr og lommepenge. I grønspættebogen er der også en side om »god læreradfærd«, der blandt andet indbefatter, at man er bevidst om sig selv som voksen og som rollemodel, men også at man ikke er lærer hele døgnet og har ret til at sætte sine egne grænser. At man er ansvarlig for sine elever, ligegyldigt hvor man har sendt dem hen, og har tilsyn med dem de første ti minutter af spisepausen. Der står også, at man ikke diskuterer kolleger med elever, og at der også skal være tid til at snakke med sine kolleger om andet end skole.