Pædagogik
0   159

Skærmvægge giver ro i klassen

På Hanstholm Skole har et par urolige klasser fået skærmvægge sat op. Det har givet større koncentration og arbejdsro

Fire piger sidder i et hjørne af lokalet. Imellem klasselokalets væg og en skærmvæg. Uden at kunne se klassekammeraterne. De kan se ryggen af en elev og så læreren. De har ikke gruppearbejde, men klasseundervisning.

I lokalets andet hjørne sidder tre elever ved enkeltborde mellem væggen og en skærmvæg. Og mellem de to skærmvægge sidder seks-syv elever med front mod læreren og tavlen. Fremme i lokalet foran skærmvæggene sidder enkelte elever. Kun læreren kan se alle.

Artiklen fortsætter under banneret

De to skærmvægge giver ro. Arbejdsro for alle. Lokalet ved siden af er magen til. Hanstholm Skoles 3. årgang holder til i de to lokaler. Årgangen undervises sammen. De to lærere aftaler indbyrdes, hvornår døren mellem de to lokaler er lukket, og hvornår den står åben, og én lærer har hele holdet, mens den anden tager sig af enkelte elever eller en mindre gruppe. Der er 31 elever i alt.

Tidligere var eleverne meget urolige. Lærerne talte sidste år om, hvad de skulle gøre i 3. klasse. Umiddelbart var elevgruppen temmelig spredt fagligt, der var forskellige problemer repræsenteret, flere havde brug for ro til koncentration, og der var kun ni drenge på årgangen.

Ingen sidder tilfældigt. Eleverne kan ønske en plads, men det er lærerne, der bestemmer, hvor de må sidde. De flytter dog ofte rundt til gruppearbejde.

Flere har rykket sig meget fagligt, efter at væggene er blevet sat op, og efter at man har indført korte pauser med bevægelse i undervisningen.

En gruppedynamisk tilgang

Det hele tog form sidste år, da psykolog Poul Erik Jørgensen fra Skolepsykologisk Rådgivning fik en del henvendelser angående skolens 5. klasse.

»Omkring tyve procent af eleverne i klassen var ekstra opmærksomhedskrævende. Vi kunne have valgt at se på problemerne, testet eleverne og stillet diagnoser. Men vi kunne også se, at mange af børnene ellers fungerede godt«, fortæller Poul Erik Jørgensen.

»Vi besluttede at tage en ikke-diagnostisk tilgang til det og i stedet se på det gruppedynamiske. Hvis man har Benny Bomstærk og Hubert i hver ende af lokalet, så skal de jo lave noget med hinanden, og det larmer. Men nu kan de lade være, fordi de ikke lige kan se hinanden, og fordi de andre ikke reagerer«.

Klassen blev et pilotprojekt, og de meget enkle midler virkede. Derfor besluttede man at gøre noget tilsvarende med den kommende 3. klasse.

Hanstholm Skole har samordnet indskoling fra børnehaveklasse til og med 2. klasse. Fra 3. klasse skifter eleverne til den store skole og en anden skolegård. 3.-klassen er samlet fra flere grupper i indskolingen og af børn fra en lille skole i nærheden. Forældrene til børnene i 3. klasse har været til møde og fået forelagt teorien. De kunne se, at børnene trives, og de støtter ideen. Nu har to klasser mere på skolen bedt om skærmvægge. Det er i øvrigt skolens jobklasse af 8.- og 9.-klasse-elever, der producerer skærmvæggene.

Korte power-pauser

Samtidig med væggene har man indført korte power-pauser i klasserne. Og eleverne er blevet gode til selv at sige til, når de har brug for at røre sig.

De kan for eksempel foreslå pausen med penalhuset. Det betyder, at de alle rejser sig og sammen udføre øvelser med deres penalhus. Det skal rundt om maven - først den ene vej og så den anden, så skal det løftes op i strakt arm og lægges på hovedet. Alle står helt stille med penalhuset på hovedet, og nu skal de langsomt og forsigtigt hen til stolen, bøje ned i knæ og op igen - nogle gange - og så sætte sig, helst uden at penalhuset ryger på gulvet.

Klasserne har en mappe stående med små øvelser, som man kan putte ind, når der er behov.

»Disse pauser fungerer bedre end den traditionelle med at sende børnene på en løbetur i skolegården. For efter løbeturen tager det tid at få ro i klassen igen«, siger Poul Erik Jørgensen.

Øvelserne har de fra bogen »Power Pause«, som en lærer i Silkeborg har skrevet.

Den rummelige skole

Skoleledelsen fortæller, at lærerne arbejder tæt i team og har gjort det i ti år. Man supplerer hinanden godt.

»Fra vores stol håber vi meget, at dette projekt virker. Det er jo umuligt at skulle sende tyve procent i en klasse til specialundervisning. Principielt har vi slet ikke specialundervisning her. Vi bruger ekstra lærertimer, men har jo ikke timer nok«, siger skoleleder Johannes Nicolajsen.

Skolen skal være rummelig, det kræver kommunen, men det kniber med resurserne, og i øvrigt er folkeskolen et system, der kan bruge uanede resurser, som skolelederen siger.

Skolen har dobbeltlektioner og har fordelt timerne, så alle på en årgang for eksempel har dansk samtidig. Der kan oprettes fleksible holdstørrelser, og teamene styrer, hvordan de tilrettelægger undervisningen.

Elever udskilles ikke

Hverken psykolog eller skoleledelse går ind for at udskille elever. For det har aldrig gjort noget godt for nogen, mener de.

»Ingen børn lærer mere, fordi de har fået en etikette sat på sig, og vi får ikke ekstra resurser alligevel, så vi kan ikke bruge den til noget«, siger Johannes Nicolajsen.

Psykolog Poul Erik Jørgensen siger, at ofte har man en mening om, at det er to elever, der larmer. Hvis de ikke var der, ville der være ro. Men hvis man fjerner dem fra klassen, begynder nogle andre at skabe uro. »Vi har ingen Aspergere og autister her på skolen, ingen Damp-børn og heller ingen ordblinde. Vi kører en kultur, hvor vi ikke ser på diagnoser. Vi ser nogle vanskeligheder, der skal gøres noget ved. Men vi er ikke fejlfindere, for det er den anden side - styrkerne - vi skal bygge på«, siger Poul Erik Jørgensen.

Han har kendskab til ti elever ud af kommunens 800, som får specialtilbud uden for skolen.

»Hvis vi skulle diagnosticere, er der omkring halvandets års ventetid på et andet tilbud, og der skal jo ske noget både med eleven med vanskeligheder og med resten af klassen i den tid«.

Til gengæld dukker psykologen ofte op på skolen, er med i undervisningen og taler med lærere og elever.

»De fleste gange hjælper det at kigge ind i hjemmet, tale med familien og være med til at indøve nogle rutiner«, mener Poul Erik Jørgensen, der er vant til at sige tingene ligeud, når han besøger hjemmene.

Han fortæller om familier, hvor alle er hjemme lørdag aften, men de sidder i hvert sit rum og ser tv eller spiller på computer. De taler ikke sammen. De bliver så sat på hjemmearbejde med at snakke sammen mindst én time lørdag aften.

Vi rummer alle elever

3.-klassen fik faktisk aldrig lov til at lave uro, fordi lærerne havde hørt om alle elever på forhånd, og det allerede var besluttet, at de skulle forsøge med skærmvæggene, fortæller Anna Pedersen og Mette Frøkjær, der er klassens lærere.

»Jeg tror, at alle eleverne profiterer af denne metode. Tidligere kunne den stille pige gemme sig, det kan hun ikke på samme måde mere, og de meget larmende børn får ro«, siger Anna Pedersen.

»Nogle har siddet på de samme pladser længe. Og for pigerne kan det være meget godt at sidde i hjørnet bag væggen, når man ellers synes, man skal have styr på alle. Der er sket noget i pigegruppen«, siger Mette Frøkjær.

Hun fortæller om en af drengene, at han ofte foreslår en power-pause.

»Pigerne kunne godt sidde og arbejde i længere tid uden pause, men alle er vilde med øvelsen med penalhuset for tiden. På længere sigt er det meningen, at eleverne selv kan tage mappen og hente den øvelse, de har lyst til«.

Lærerne understreger, at de fint kan se alle elever i lokalet, og ellers flytter børnene sig jo bare, hvis alle skal se noget samlet. De kan ikke se nogen ulemper i skærmvæggene.

»Vi har ikke ændret på undervisningen, og hvis der er behov for det, kan vi jo bare flytte væggene«, siger Anna Pedersen.

»Vi rummer alle børnene. Ingen får specialundervisning, og det er vi stolte af. Vi kan hjælpe alle. Vi har tid både til de fagligt svage og til sociale problemer, når der dukker noget op. Vi kan tage en elev ud og har tid til at tale, fordi vi ved, at den anden tager resten af klassen imens«, siger hun.

»Vi er også bedre tilpas selv. Råberi og uro er jo dårligt arbejdsmiljø både for os og for eleverne«, siger Mette Frøkjær.

Poul Erik Jørgensen har observeret en mere afslappet stemning, når han kommer på besøg i 3.- og 6.-klasserne.

»Vi har nok fået skillevæggene, fordi vi ikke skal snakke sammen. Jeg snakker ikke med dem, jeg sidder tæt på, fordi det er piger, men de snakker meget«, siger Martin Vangsgaard fra 3.y. »Jeg kan godt arbejde i uro, for jeg laver selv noget uro, men tidligere var der meget uro i klassen. Jeg er blevet flyttet fra en af de andre drenge, fordi vi snakkede for meget. Nu er det let, fordi jeg når mere, når jeg arbejder alene og ikke snakker hele tiden«. Emma Mouritsen fra 3.y ved ikke rigtig, hvorfor klassen har skillevægge, men hun synes, det er rart, at man ikke kan se alle de andre. »Jeg arbejder bedst, når der er ro, og jeg synes ikke, det er irriterende ikke at kunne se de andre«. »Vi har vægge, så vi ikke forstyrrer hinanden, og det virker godt«, siger Sandra Gudvansson. Hun sidder ved et bord alene og fortæller, at hun godt ville sidde sammen med Janne. »Jeg kan godt lide ro i klassen, når man arbejder med noget svært, der kræver koncentration«, siger Anders Malle. »Væggene gør, at der kommer mere arbejdsro. Der var rimelig meget uro før. Det er da lidt en ulempe ikke at kunne se alle, men bare man ikke sidder alene, er det i orden. Det kommer selvfølgelig an på, hvem man må arbejde sammen med«.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ