I Gauguins fodspor

Eleverne skal føle ejerskab til kunst og kultur. I en temauge om maleren Gauguin skaber elever selv kunst og går på kunstudstilling

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gauguin. Grundfarver og komplementærfarver. Parafraser (fri bearbejdning), nature morte og det gyldne snit. Der er meget at holde styr på, når man har temauge om den postimpressionistiske maler Paul Gauguin, der brugte enkle former og klare farver i sine malerier.

På Skovshoved Skole nord for København har hele mellemtrinet 4., 5. og 6. - i alt 11 klasser, 244 børn og 18 lærere - temauge om Gauguin. På skolen arbejder eleverne på praktiske og teoretiske værksteder på tværs af klasserne, og de er på rundvisning på det lokale museum, Ordrupgaard, hvor der er en særudstilling med Gauguins værker. Det hele sluttes af med en fernisering på skolen, hvor både forældre, naboskolen, borgmesteren og museumsfolkene er inviteret.

»Vi skal male billeder, for at de skal ses. Vores udstilling skal ikke kun være for os her på skolen«, siger billedkunstlærer Vibeke Born, som fik idéen til en temauge om Gauguin.

»Det er oplagt at vælge ham, når han er aktuel på vores lokale museum. Det er vigtigt at opbygge et forhold til de lokale omgivelser, og så betyder det meget, at eleverne ser de malerier, som de også selv har arbejdet med«, mener billedkunstlærer Anne-Grete Lænkholm, som sammen med Vibeke Born har arrangeret temaugen på skolen.

Elevernes egne fortolkninger

På parafraseværkstedet på skolen maler eleverne deres egne fortolkninger af et af Gauguins malerier. Eleverne ændrer én ting ved billedet, og det kan enten være at flytte det i tid, ændre historien eller vælge nogle andre farver. Men man skal stadig kunne genkende det oprindelige maleri i parafrasen.

»Jamen hvis man laver noget om, så kan man jo overhovedet ikke se, at det er Gauguin«, er der en af eleverne, der indvender. Det mener Anne-Grete Lænkholm godt, man kan, og eleverne kaster sig ud i opgaven. De fortæller først hinanden to og to, hvad de vil ændre, inden de tegner skitser, som de maler deres parafraser ud fra.

Valdemar Bak Petersen fra 6.c har valgt et af Gauguins Tahiti-malerier.

»Det forestiller en dame, der sidder og venter på et eller andet og kigger ud ad vinduet. Jeg vil gøre hende til gangster med en cigaret i munden. Hun skal have hat og solbriller på og en pistol i hånden«, siger han. På skitsen tegner han også et billede af et dollartegn og en pengesæk, som hænger på væggen i baggrunden. Anne-Grete Lænkholm godkender skitsen, og Valdemar kan gå i gang med maleriet.

Ved vinduet sidder to drenge og arbejder på deres skitser. »Schwencke, synes du selv, det der ligner? Hun har jo kun fire fingre«, siger Marcus Woldsen fra 5.b, mens han løfter blyanten fra sit eget papir og kigger på sidemandens. Oliver Scwencke fra 5.a., som er i gang med at tegne sin skitse, synes, det ligner meget godt. »Man kan jo også kun se fire fingre på det rigtige maleri«, svarer han Marcus.

Ejerskab til kunst og kultur

I et andet værksted fremstiller eleverne lerkander ligesom Gauguins, i et tredje kopierer de hans malerier med oliekridt, og i et fjerde maler de malerier, der er inspireret af frugtopstillinger.

»De både ser kunst og er selvskabende. På den måde kommer de til at føle et ejerskab til kunst og kultur«, siger Anne-Grete Lænkholm. Den sammenhæng er meget givtig, mener de to lærere.

Målet med temaugen er langsigtet. Eleverne skal få lyst til at se på billeder og fordybe sig i dem, og så skal de tage deres egne billeder alvorligt.

244 elever fordelt på ti værksteder med én lærer hvert sted. Det er en uge med tryk på, kan de to billedkunstlærere hurtigt blive enige om. »Vi bliver selv så optagede af det, og børnene bliver optagede af det, og så går det op i en højere enhed, og vi er bare helt færdige, når vi kommer hjem«, siger Vibeke Born. Hverken hun eller Anne-Grete Lænkholm nåede at holde frokostpause denne dag.

»Vi kan ikke holde til det hver dag, men skolen kan ikke holde til, at vi lader være med at have sådan en uge«, siger Anne-Grete Lænkholm.

På parafraseværkstedet er eleverne ved at lægge sidste hånd på deres fortolkninger. »Der blev ikke plads til hatten og billedet på væggen i baggrunden«, siger Valdemar, men han er godt tilfreds med værket alligevel. Så piller han malertapen af maleriet og skriver sit navn i nederste højre hjørne. Ligesom Gauguin.

»De både ser kunst og er selvskabende. På den måde kommer de til at føle et ejerskab til kunst og kultur« billedkunstlærer Anne-Grete Lænkholm